Fortsæt til indhold

Erhvervspolitik er også familiepolitik

Debat
Vibe Bregendahl NoordeloosKandidat til kommunalvalg 2025 Konservative

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Nogle politikere ser næsten rødt, når talen falder på at arbejde målrettet på at skaffe flere erhvervsvirksomheder til Syddjurs. ”Vi vil hellere tale om ældrepleje og familieliv,” har jeg hørt ytret. Men erhvervspolitik er også ældre- og familiepolitik – det hele hænger sammen.

Det er mandag morgen. Jeg afleverer ungerne på skolen, vinker farvel og sætter kursen mod min arbejdsplads på Aarhus Universitet. 50 minutters pendling hver vej. Det er 1 time og 40 minutter hver arbejdsdag, jeg i stedet kunne bruge sammen med min familie, på mit frivillige engagement i byen, på sport eller måske bare på en længere gåtur med hunden i vores smukke natur.

Vi mangler gode, stærke og gerne grønne virksomheder i Syddjurs. Og ikke bare for en kortere pendlerturs skyld – men fordi gode virksomheder skaber gode arbejdspladser, som gør det attraktivt at bosætte sig i Syddjurs, også når man skal have familieliv og arbejdsliv til at gå op i en højere enhed. Flere borgere i arbejde betyder også flere skatteindtægter i kommunekassen, som kan bruges til både ældrepleje og bedre skoler.

Når vi går sammen om at skabe gode vilkår for virksomheder, skaber vi også de bedst mulige vilkår for dig og mig – og dem vi holder af.

Når vi i Konservative vil arbejde for at styrke vores erhvervsliv, er det ikke for at vækste bare for vækstens skyld. Det er fordi, vi ved, at pengene ikke falder ned fra himlen – hverken i privatøkonomien eller i kommunekassen. Vi er nødt til at sikre en sund vækst, så vi kan skabe sunde og gode vilkår for alle i kommunen – fra vugge til grav. Det gode liv hele livet er også en afgørende hjørnesten i den konservative politik. Vi arbejder også hårdt for bedre skoler, normeringer og ældrepleje. Vi mener bare, at pengene helst skal findes ved at skabe et sundt økonomisk grundlag.

Hvis vi går sammen om at skabe de bedst mulige vilkår for både at starte virksomhed og tiltrække gode, meget gerne grønne, virksomheder til Syddjurs, skaber vi også de bedst mulige vilkår for dig og mig, som er heldige at bo og leve her. Det er derfor, Konservative gik forrest for at få etableret Erhvervsenheden, som de sidste fire år har rådgivet og hjulpet nye og etablerede virksomheder i kommunen. Og det er derfor, vi i Konservative også de næste fire år vil arbejde for at skabe gode vilkår for virksomheder i Syddjurs. Det mener vi faktisk er udvikling med omtanke – for både dig, mig og dem, vi holder af.