Fortsæt til indhold

»Ikke flere lappeløsninger: Trivslen lider, når voksne konstant skal brandslukke frem for at undervise«

Far til et barn på Østervangsskolen fortæller om oplevelsen med den overfyldte indskoling og problematikkerne, der følger heraf.

Debat
Rasmus KaaeFar til Conrad Kaae, elev i indskolingen på Østervangsskolen i Hadsten

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Favrskov Kommunes budget har været i høring, og blandt de 45 høringssvar står et fælles råb fra skoler, forældrebestyrelser og medarbejdere: Folkeskolen er presset til bristepunktet. Alligevel er ingen af de centrale bekymringer blevet imødekommet i budgetforliget.

Skolebestyrelsen på Østervangskolen i Hadsten skriver i sit høringssvar:

»Vi ser meget positivt på planerne om udvidelse af Østervangskolen de kommende år. Dog bemærker vi, at behovet for udvidelse af de fysiske rammer er noget mere presserende, end der nævnes i budgetforslaget. Østervangskolen vil allerede i august 2027 mangle klasselokaler.«

Det er i virkeligheden for mange familier i Hadsten: Indskolingen er allerede i dag fyldt til randen. Nye elever må fordeles på skæve måder, lærere deler faglokaler, og SFO’en kæmper for at finde plads. Når kommunen venter flere år med at reagere, betyder det i praksis undervisning i pavilloner, dårligere indeklima og ringere læringsmiljø for børnene.

Favrskov Lærerforening skriver i deres høringssvar:

»Der skal investeringer til, for at vi kan løse de store udfordringer, der i dag er i folkeskolen. Opgaverne bliver mere komplekse, flere børn har særlige behov, og der mangler midler til at håndtere elevfravær og inklusion.«

Skolelederforeningen bakker op:

»Budget 2026-2029 tager ikke fat på de store udfordringer, der omhandler elevfravær og stigende tabt arbejdsfortjeneste. Det undrer os!”«

Som far til et barn i indskolingen på Østervangsskolen kan jeg bekræfte, hvad tallene allerede fortæller

Og fra fælles høringssvar for Favrskovs folkeskoler lyder det:

»Med de udfordringer der er i forhold til elevfravær og tabt arbejdsfortjeneste, undres vi over, at der ikke tilføres penge til folkeskolen. Kun ved at investere i folkeskolen kan vi løse udfordringerne.«

Som far til et barn i indskolingen på Østervangsskolen kan jeg bekræfte, hvad tallene allerede fortæller: Klasserne er store, lærerne har for lidt tid, og trivslen lider, når voksne konstant skal “brandslukke” frem for at undervise. Det handler ikke om flere forældrekaffer eller projekter. Det handler om plads, pædagoger og prioritering.

Når Favrskov vokser, skal folkeskolen vokse med. Men det kræver investeringer nu og ikke om budgetår. At afvente “fremtidens folkeskole” giver ingen mening, når børn i Hadsten allerede i dag undervises i overfyldte lokaler.

Favrskov er en kommune med stigende børnetal. Vi kalder os en vækstkommune, men glemmer at budgettet skal følge væksten. Når der i budgettet ikke afsættes midler til hverken flere lærere, forbedret inklusion eller de nødvendige bygningsudvidelser, er det i praksis en besparelse forklædt som status quo.

Kommunen skriver i sin egen strategi, at folkeskolen skal være “børn og unges foretrukne valg”. Men uden lokaler, uden lærere og uden investeringer bliver det en tom sætning.

Som forælder og borger i Hadsten appellerer jeg til byrådet: Tag høringssvarene alvorligt. Lyt til skolebestyrelserne, medarbejderne og fagforeningerne. De står midt i virkeligheden. Østervangsskolen har brug for handling nu, ikke flere år med lappeløsninger.

For vores børns skyld og for fremtidens Favrskov.