Fortsæt til indhold

Shuttlebusser og cykler skal gøre mobilitet lettere for alle

Med færre stop, shuttlebusser med cykelanhænger og smartere ruter kan flere borgere deltage i kultur, sport og fritidsliv – også udenfor centerbyerne.

Debat
Henning Sejer Jakobsen
Johan Hjorth JacobsenKandidater til Byrådet fra Socialdemokratiet

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Det at kunne deltage i det, der sker rundt omkring i kommunen, er ikke en selvfølge for alle. Her vil vi stimulere nye tanker for den kollektive trafik.

At komme fra A til B, for eksempel i centerbyerne med cykelstier, fortove og belysning, kan være naturligt, men er man udenfor disse områder, bliver det hurtigt en kamp om pladsen på mørke veje.

For skolebørnene findes der offentlig transport morgen og tidlig eftermiddag, men der er jo så meget andet – deltagelse i arrangementer i Kulturhuset, musikundervisning, sport, læge og andre aktiviteter.

Vores tanke er, at vi skal genoverveje trafikgoderne – fortov, cykelstier og busser – og her særligt anskue cykelstier og busser mere nuanceret. Vi vil påstå, at med en gentænkning og en anden anskuelse kan det være til glæde for alle. Flere kommer i gang, flere deltager til mere, og kommunen udvikles mellem by og land.

Mon ikke vi stort set alle er enige om, at vi skal have bedre offentlig transport og flere cykelstier? Det synes vi også, men den sædvanlige tilgang med mere, bedre og billigere transport er for let.

Skolebusser og flextrafik er ikke svaret på alt, og vi foreslår et supplement med mere innovation, mere eksperimenterende og mere nuanceret anskuelse – faktisk “med mere for mindre”.

Vi ønsker mere offentlig transport og flere cykelstier – men på en ny måde, så der med lidt flere midler opnås meget mere mobilitet.

Oftest ses kollektiv trafik som transport mellem hjem og destination, men det er sjældent så enkelt – nærmest kun med skolebus, få bybusser og flextrafik. Ellers er det oftest fra hjem til busholdeplads, og fra der, hvor bussen sætter dig af, har man et problem, hvis ikke den holder rimelig tæt på destinationen.

Det betyder, at busser skal køre rundt og have rigtig mange stop, hvilket tager lang tid og dermed resulterer i færre afgange. En ond cirkel, som ofte giver store busser med tomme sæder og lang transporttid. Måske er det derfor, mange af os vælger bilen, hvis vi har en. En nylig rapport fra DSB har vist, at kortere køretid med færre stop markant øger brugen af offentlig transport.

Kunne vi ændre dette til en helt anden tanke? En tanke mange kender fra skisportssteder, hvor der er gode stier, ryddede hen til et shuttlebus-stop, hvor mange samles op, og transporteres til liftsystemet, som bringer dem videre rundt i terrænet.

Danmark er ikke et skiland, men derimod et cykelland. Lad os gøre det samme som ved skidestinationerne, hvor vi skaber bedre adgang fra beboelser til få stoppesteder – også i landsbyer og centerbyer – hvor shuttlebusser kan samle folk op på få, men gode steder, som er lette at komme til og fra på cykel.

Shuttlebusserne kan være udstyret med cykelanhænger, hvor man sætter cykel, løbehjul eller barnevogn op, låser det fast og sætter sig ind i bussen. Ved destinationsbyen tager man sin cykel eller lignende og bruger den frem til sin endelige destination.

Shuttlebussen har færre stop, hvilket gør turen hurtigere og giver mulighed for flere afgange. Passagererne kan let komme til deres endelige destination og slipper for problemer med parkering.

At bruge cykel bliver ikke kun for de få, der har tid og lyst til at cykle 20–30 km hver dag, men for mange som et reelt supplement – også om aftenen, uden frygt for at cyklen bliver stjålet – hvor mobilitet udenfor centerbyerne ellers er en udfordring.

Vi mener, at tanken er værd at overveje og teste, fordi den vil give mere sikker og tryg trafik for flere borgere og gøre det mere attraktivt at bruge sin cykel også til befordring.

Vi ønsker mere offentlig transport og flere cykelstier – men på en ny måde, så der med lidt flere midler opnås meget mere mobilitet. Her kan Skanderborg være en foregangskommune og blive endnu smukkere med cykelspor og stier, så det at være i naturen også bliver let.

We have a dream.