Børnene har brug for en ny borgmester og et nyt flertal
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Som mor til et barn, der mistrives i skolen og indgår i statistikken, har jeg oplevet, hvordan højt fravær påvirker hele familien. Det skaber bekymring, frustration og en følelse af magtesløshed.
Jeg gik igen ind i politik, fordi jeg er en træt, frustreret og vred mor.
Trivslen skal ikke først begynde i skolen. Den skal starte i daginstitutionerne, hvor medarbejderne hver dag kæmper en sej kamp for at skabe nærvær og tryghed trods alt for få hænder. Når normeringerne er for lave, går det ud over relationerne – og det mærker børnene, allerede før de begynder i skole. Hvis fundamentet halter her, følger problemerne med videre.
Vores dagtilbud står så slemt til, at vores medarbejdere og børn, der har brug for ekstra støtte allerede her, ikke kan få den støtte, som de rent faktisk har brug for, men skal kunne fungere med en lappeløsning, der ikke er godt for hverken barnet, personalet eller forældrene. Den eneste måde børnene efterhånden kan få den hjælp, som de reelt set har brug for, er, at de gentagne gange er udadreagerende og voldelige overfor andre børn og medarbejdere. Først her bliver der reageret, hvis man er heldig, og barnet viser tydeligt med sine reaktioner, at det allerede er voldsomt presset.
Inklusionen har i alt for mange tilfælde fejlet. Børn med særlige behov bliver placeret i almene klasser uden nødvendig støtte, og det rammer alle børn. De, der har brug for hjælp, får den ikke – og de andre børn og lærere må bruge enorme kræfter på at rumme det, der egentlig kræver specialiserede rammer. Resultatet er, at hele klassen bliver sat tilbage fagligt, og flere børn bliver tabt på gulvet.
Derfor skal vi turde skabe løsninger, der passer til det enkelte barn – ikke budgettet.
Jeg har dog en bekymring. Der har været et rødt flertal i 8 år, men intet er blevet forbedret. Så hvordan skal jeg som borger nu have en tro på, at hvis der kommer et rødt flertal igen, så bliver det hele forandret på skole- og inklusionsområdet? Jeg har oprigtigt mine tvivl.
Jeg er enig med Peter Ravns bekymringer, som han beskriver i sit læserbrev i Din Avis Syddjurs d. 29/10. Her kommer mange gode mulige løsningsforslag, som f.eks. brug af lærernes og pædagogernes kompetencer, viden, synspunkter og erfaringer. Ikke nødvendigvis kun i et pædagogisk råd, men også i en vidensbank. Skolerne skal til at dele deres erfaringer med hinanden, selv om det, der virker på Rosmus skole, ikke nødvendigvis virker på Thorsager skole. Men der kan alligevel være nogle guldkorn ind imellem og en anderledes måde at tænke inklusion på. Ikke kun det barn, som skal inkluderes, men også de børn, der skal inkludere.
Vi skal lade medarbejderne tænke anderledes og kreativt indenfor lovens rammer.
Jeg kan berolige Peter Ravn med, af personlige og andres erfaringer, at man i Syddjurs Kommune ikke bare lige får tabt arbejdsfortjeneste, på trods af man er berettiget til det ifølge lovgivningen. Her fungerer Syddjurs Kommune ganske udmærket, for det er en ekstremt udmattende og langstrakt kamp, som forældre, at få tilkendt berettiget tabt arbejdsfortjeneste. På dette område bliver vi ikke enige, da jeg mener, at man i stedet burde støtte de forældre, som har brug for tabt arbejdsfortjeneste for at kunne overleve de udfordringer, årsagen til tabt arbejdsfortjeneste giver.
Skolefravær er ikke kun et skoleproblem – det er et familieproblem. Når børn ikke trives, påvirker det familien og hjemmet. Vi skal have en folkeskole, hvor der igen er plads til forskellighed, tryghed og nærhed – hvor børnene bliver hørt, før de mister lysten til at komme i skole.
Lad os begynde med at spørge børnene og forældrene, hvad de har brug for.
Jeg gik igen ind i politik, fordi jeg er en træt, frustreret og vred mor. Nok er nok, så lad os komme i gang og ændre kursen. En ny retning og være lydhøre overfor forældrene, børnene samt skolelærere og pædagoger, som står med disse kampe. Det får vi ved at vælge et nyt flertal og en ny borgmester d. 18. november.