Fortsæt til indhold

Varm kartoffel venter: Har politikerne glemt stadionskandalen i valgkampen?

Debat
Hans Jørgen PetersenBorger-Initiativet

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Jeg havde netop skrevet nedenstående læserbrev, da en dugfrisk undersøgelse, af hvordan byens borgere forholder sig til at bevilge flere penge til det skandaleramte fodboldstadion, ramte mit skrivebord. Undersøgelsen viser sort på hvidt, at et flertal af aarhusianerne mener, at der ikke skal bevilges flere penge, og at der i stedet skal findes besparelser.

Da det er sikkert som amen i kirken, at der bliver behov for en ny ekstra bevilling i forbindelse med budgetforhandlingerne i 2026, er det vigtigt, at vi borgere står sammen og gør økonomien i stadion til et tema i valgkampen.

Det er nu, vi har chancen for at fortælle vore politikere, hvordan vi ser på sagen. Vi skal spørge dem, om de vil stemme ja eller nej til en ny bevilling næste år. Og husk at bede om et kort ja/nej svar.

Hvordan kan det være, at skandalebyggeriet for enden af Stadion Allé ikke er et vigtigt tema i valgkampen? Hvorfor snakker ingen af kandidaterne fra de etablerede partier om fortielserne og det urealistiske budgetforslag, de fik forelagt? Om budgetoverskridelser? De manglende besparelser? Lejekontrakten med AGF, som endnu ikke er blevet færdig?

Det kan godt være, at de helst vil glemme hele sagen, da de alle sammen jo har et medansvar for, at projektet løb af sporet fra start af, men vi borgere har ikke glemt sagen - heller ikke når vi skal sætte vores kryds d. 18. november.

Vores tidligere borgmester, socialdemokraten Jacob Bundsgaard, forsikrede os om, at ’det nye stadion ville koste 650 mio. kr. og ikke 50 øre mere’. Det gjorde han velvidende, at han og de to rådmænd Nicolaj Bang (K) og Rabih Azad Ahmad (RV) i perioden 2020-23 var blevet advaret ikke én gang, men hele 5 gange om, at økonomien i projektet ikke hang sammen, som der står i Kromann Reumerts advokatundersøgelse.

Der er åbenbart ingen grænser for, hvor langt nogle politikere er villige til at gå for at få deres prestigeprojekter igennem.?

I dag står stadion til at koste 1.073 mio. kr., og vi skatteborgere står med en regning på 413 mio. kr.. Og hvad værre er: det stopper ikke her. En ekspert har vurderet at prisen let kan løbe op i 1,5 mia. kr., og regningen til os skatteborgere dermed bliver større.

For at undgå, at stadion bliver et tema under valgkampen, har byrådet behændigt udsat problemet med restfinansieringen til budgetforhandlingerne 2026. Vi får så at se, hvordan det nye byråd stiller sig til de kommende ekstrabevillinger. Husk at spørge dine favoritkandidater, hvordan de stiller sig til det!

Et andet problem er lejeaftalen med AGF A/S. Den skulle have været færdigforhandlet og forelagt byrådet i juni, så den kunne nå at blive behandlet af Ankestyrelsen, inden den første kamp skal spilles på det nye stadion.

Det var meget vigtigt, sagde man. Det kan blive en varm kartoffel. Kommer aktieselskabet til at betale den markedsbestemte leje, eller skal denne regning også sendes videre til os borgere? Her gælder det samme: Sagen er behændigt udsat til efter valget.

I Borger-Initiativet siger vi nej til store, underfinansierede prestigeprojekter. Hos os har velfærd for børn, unge, ælde og handicappede topprioritet. Vi vil arbejde for et stop for besparelser på området, og for at området får tilført de nødvendige midler til at komme ’på fode’ igen.

Et stadion, der barberes ned i ambitioner, er til at leve med. Men det er ikke til at leve med børn og unge, der mistrives! Handicappede, der hindres i at leve et værdigt liv på grund af besparelser. Svage borgere, der lades i stikken. Og ældre, der ikke mødes med den omsorg, de har behov for.