Fortsæt til indhold

»Der skal findes en løsning på cykelparkeringen, inden de 900 pladser forsvinder«

Debat
Iben SønderupByrådskandidat (S), medlem af Cyklistforbundet
Niels FuglsangMedlem af EU-Parlamentet (A)

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Snart forsvinder 900 cykelstativer på Bruuns Bro. Allerede i dag er forholdene for cykelparkering ved Aarhus Banegård og i Midtbyen kritisable. Der mangler desuden god cykelparkering ved større busstoppesteder og letbanestationer.

Cykelstierne er mange steder for smalle til de ladcykler, som mange børnefamilier bruger.

Og mange steder omkring nybyggeri er cykelparkeringen slet ikke tænkt ind i den grad, som der er behov for.

Byrådet havde ellers besluttet et fint cykelparkeringshus ved banegården, men det røg ud af budgetaftalen sidste år, da man skulle bruge pengene til noget andet.

Hvis vi virkelig ønsker den grønne omstilling – og at folk skal cykle og tage toget, letbanen eller bussen i stedet for bilen – så skal der også være et sted at stille cyklen, når man skal videre med den kollektive transport. Eller bare når man skal ud på cykel med sine børn og handle i Aarhus Midtby.

Der skal findes en løsning på cykelparkeringen, inden de 900 pladser forsvinder fra Bruuns Bro.

Og så skal vi til at tænke cykelparkeringen systematisk ind i fremtidens byudvikling. Sammen med flere og bredere cykelstier og bedre trafiksikkerhed for cyklister.