Følle Strand skal have en cykelsti
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Vi skal have en cykelsti fra kommunegrænsen mod Aarhus og helt til Rønde, så vi får et sammenhængende cykelstinet i Syddjurs. Det vil Venstre arbejde for i den kommende byrådsperiode.
Det er vigtigt, at cykelstien får en udformning, så der er en oplevelse af, at det er trygt at cykle.
Strandvejen er meget trafikeret af biler og cyklister, og især i badesæsonen er der mange, der krydser vejen til fods. Pladsen er trang, og der opstår ofte farlige situationer, når bilerne forsøger at overhale cyklisterne. Sikkerheden er vigtig og skal prioriteres. Vi skal ikke vente på, at der sker alvorlige ulykker.
Det er vigtigt, at cykelstien får en udformning, så der er en oplevelse af, at det er trygt at cykle.
Ikke alle steder er der plads til en cykelsti. Det betyder, at den på noget af strækningen må have et andet forløb. Det bliver selvfølgelig en praktisk udfordring, der skal løses.
Vi forestiller os en cykelsti, der følger vejen så langt det er muligt. Hvis vejen bliver for smal, kan vi arbejde på et forløb væk fra vejen.
Det vil blive en cykelsti, der snor sig i et smukt terræn. Cyklisterne vil få en flot naturoplevelse med udsigt ud over Kalø Vig og Mols-landet, som kan nydes uden frygt for bilerne.
Hvis vi skal i betragtning til statens pulje til cykelstier, hvor vi får halvdelen betalt, kræver det, at vi forbereder os og har en plan klar.
Vi tror på, at en cykelsti, der både rummer trafiksikkerhed og naturoplevelser, har gode chancer for at blive prioriteret.