Går det nu så godt i Norddjurs?
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
”Cirkus Kommunal” er kommet til byen.
Det sker hvert fjerde år, hvor man kan møde de optrædende på lygtepæle, træer og andre steder rundt om i kommunen. Alle ønsker de, at du finder sympati for netop deres forestilling. Der er meget at vælge imellem, men alt er nu nok ikke lige lødigt. Mange vil sikkert gå så vidt som at kalde nogle optrædener for ”ordgas” eller det, der er værre.
”Chefartisten” ønsker, at vi sammen ”skal fortsætte udviklingen af Norddjurs Kommune”. Det til trods for, at Norddjurs` indbyggertal, ifølge kommunen selv, er gået tilbage med 1433 indbyggere under hans seneste optræden og ifølge prognosen vil falde med yderligere 1480, inden næste cirkus kommer til byen om fire år.
Det er stærkt bekymrende. Det skal stoppes og vendes, for ellers er der ikke tale om udvikling, men afvikling. Til tider kan ens tanker her under valgkampen gå tilbage til Golfkrigens ”Kemiske Ali”, der for hvert nederlag proklamerede en ny sejr.
En anden aktør, man kunne kalde vedkommende ”næstkommanderende” udtalte ved sidste cirkusforestilling, at han gik ”All In” for en motorvej til byen, så vi alle inklusive pendlerne kunne komme hurtigere hertil og fra. Tilsyneladende er forestillingen ikke lykkedes, da vedkommende mener, at motorvejen nu blot ”skal etableres snarest muligt”. Ifølge samme aktør skal de ældre ”have bedre mulighed for selv at bestemme i hverdagen”.
Apropos de ældre, som ikke kan tage vare på sig selv, så nedlægger man efter kraftigt forarbejde fra en medaktør i selvsamme forestilling Fuglsanggården, hvor de lettere demente flyttes til Violskrænten, mens de hårdere ramte flyttes til Glesborg i ekspertisens højhellige navn. Er man i forestillingen overhovedet klar over, hvad dette indgreb gør ved de ældre og deres pårørende, hvor mange nære familiemedlemmer formentlig også er oppe i årene? Mange vil givetvis ikke være i stand til at foretage det daglige besøg på grund af manglende busforbindelse/helbred. Tænk kære optrædende, hvis I selv blev tvangsforflyttet til Glesborg. (I parentes bemærket er Glesborg en aldeles udmærket by). Mon ikke I ville indklage beslutningen for Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg? Hvad tænker I på, hvis I tænker?
Næsten hver femte elev forlader Folkeskolen uden at bestå eksamen i dansk og matematik
En tredje aktør, som også bejler til Chefartistens forestilling udtaler, at han møder mennesker, der hvor de er, og at han vil skabe en folkeskole, hvor børn er glade og som forældre kan være stolte af. Apropos folkeskolen/de unge, så har TV2 OJ fokuseret på ”Cirkus Norddjurs”, hvor Cirkusset på skoleområdet ligger under landsgennemsnittet i såvel trivsel som faglighed, men derimod over, når det gælder bl.a. stoffer og vold. Næsten hver femte elev forlader Folkeskolen uden at bestå eksamen i dansk og matematik. Meget, meget trist for at sige det mildt og et vink med en vognstang, der må få kommende kommunalbestyrelsesmedlemmer op på mærkerne. Noget er gået helt galt i skolestrukturen. Så den tredje aktør får noget at se til.
Tåbeligheder i kø
Var det så bare det eneste, der haltede, men det er som om tåbelighederne har stået i kø de senere år:
Et springvand til mange millioner kroner, der fylder det meste af Rådhustorvet blev efter års tilløb endelig fyldt med vand, men til hvilken nytte?
Inde bag rådhusets tykke mure gik det heller ikke stille for sig. Tre tidligere topledere fik ”sparket” på grund af dårlig medarbejderledelse, eller man skal nok snarere sige efter et meget ”gyldent håndtryk”, hvor den sidst fyrede blev beriget med ikke mindre end 3,7 millioner kroner plus 40.000 kroner til at lære sig selv at søge nyt job. Rystende. Penge, som kunne være brugt på at holde vores by fri for ”Vild med vilje”. Dette misfoster af et totalt mislykket projekt synes nu endeligt at have oplevet sit Waterloo”. Der bliver noget at luge væk før Grenaa og for den sags skyld også andre byer i kommunen vender tilbage til fordums stolthed.
Der har med rette skullet spares i Norddjurs Kommune igennem de senere år. Skoler er nedlagt, blandt andre de yderst velfungerende skoler Mølleskolen og Ørum Skole i nedskæringernes højhellige navn. Spørgsmålet er bare, om man har sparet noget, hvilket ikke synes at være tilfældet. På Mølleskolen truede forældre med at flytte deres børn til Syddjurs Kommune. Helt eksakt pendler 170 elever dagligt til skolerne i Syddjurs Kommune med en udgift på ikke mindre end 15 millioner kroner årligt til Norddjurs Kommune. I Ørum startede forældre deres egen friskole med tilsvarende udgifter for kommunen som i en folkeskole. At der ikke har været ansvarlige politikere, som har kunnet forudse dette scenarie er en gåde og vidner om total manglende indsigt og vilje til at lytte til borgerne. Tænk hvor mange familier og ansatte, dette har ramt.
Ikke slut endnu
Det er dog langt fra slut med tåbelighederne, selv efter at Norddjurs Kommune har fået penge på kistebunden, ikke mindst i kraft af tilskud fra staten. I sommer besluttede man at nedlægge bybussen og dens kørsel mellem klokken 9 og 15. Ren idioti. Det er jo netop i dette tidsrum, at ældre, pensionister og andre ikke selvhjulpne har behov for at komme til læge, sundhedshus, apotek, besøg og meget andet. Erstatningen er en flextaxi, der kører som vinden blæser, og derfor er ubrugelig, når man skal møde punktligt, og som de færreste kan finde ud af at bestille. I Odense har fremsynede politikere gjort bybuskørslen gratis for ældre, mens det i Fredericia er gratis for alle.
Når man ser de forskellige partiers valgmateriale, er det ganske utroligt så mange ideer, visioner og ønsker, der er fremkommet den seneste tid. Nogle vil kalde det valgfloskler, fordi de netop dukker frem nu og ikke for to år siden. Selv de offentlige toiletter synes nu endelig at gå en forhåbentlig lysere og renere fremtid i møde. I indtil 18. november siddende politikere har haft fire år til at gøre noget ved problematikken, men kort sagt helt latrinært, så er der stort set ikke sket en skid. Man må derfor håbe, at den kommende kommunalbestyrelse er i stand til at løse toiletproblemerne i kommunen, ellers står det skidt til både for os borgere og turister.
Kan udviklingen vendes med ansættelsen af en byudviklingschef i de næste to år?
Næppe, hvis I politikere ikke bevilger de nødvendige økonomiske midler. Alt handler i dag om penge og prioriteringer. Lad os nu få den by og den kommune, som vi alle ønsker, og som vi kan være stolte af. Ellers vil befolkningstallet fortsat rasle ned. Det er op til jer kommende kommunalbestyrelsesmedlemmer at ændre udviklingen og gøre Norddjurs til en bedre kommune. En opgave, der i den grad forpligter.
Når du skal vælge din forestilling 18. november – og det skal du selvfølgelig – kunne det måske være en ide at se de nye aktørers forestilling.
Som bekendt ”fejer nye koste bedst”.