Løft blikket Randers
Randrusianer præsenterer sin idé til Svend Lynge Jørgensen, der nu ejer en del af Bryggertårnet.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Bryggertårnet, Shell-grunden og Østervold. Her er min idé til Svend Lynge Jørgensen, der nu ejer en del af Bryggertårnet.
Ledige lejemål, stue og førstesal på den nye flotte bygning Bryggertårnet indrettes til mindre butikker udelukkende til mærkevareoutletbutikker, ikke at forveksle med almindelige outletforretninger. Man kan sammenligne det med det nordtyske mærkevareoutletområde i Neumünster.
Tænk hvis ejerne af den nye bygning på Shell-grunden ved busterminalen også er med på idéen og udlejer de øverste tre etager til samme formål. Derudover også fremtidige ledige lejemål på hele Østervold.
Udover at tiltrække nærområdets solide kunder vil det også kunne tiltrække købedygtigt publikum fra hele landet. Folk fra nær og fjern vil strømme til for køb og oplevelser med ophold på det nye Hotel Kongens Ege og også for at opleve stemningen i middelalderbyen Randers. Projektet vil kræve den rigtige markedsføring og påvirkning af lokale politikere, Randers midtby og Flodbyen Randers.