Han er uovertruffen og begavet mester i magtspil. Orkestrerer venstredrejning i byrådet
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Enhedslistens Jesper Yde Knudsen er en begavet magtspiller i lokalpolitik. Med sit eget mandat får Enhedslistens mangeårige enmandshær maksimal indflydelse i det nye byråd.
Hvis man ser bort fra, at han tilbage i 2017 havde to måneder som formand for Udvalget for Familie og Institutioner, har Yde ikke været vild med at tage formandsposter.
Hvorfor?
Fordi man risikerer at få ’lort’ på fingrene i overført betydning. En formandspost forpligter mere end at være menigt medlem. En formand bliver stillet over for dilemmaer, hvor han kan komme til at bide i et surt æble mere end godt er - især som repræsentant for Enhedslisten, som altid har dyrket mantraet om »altid at stemme imod den mindste forringelse.«
Partiet er blevet blødere med årene, men når Jesper Yde Knudsen har valgt at takke ja til at være formand for Social- og Beskæftigelsesudvalget, skyldes det, at han dygtigt har fået trukket Socialdemokratiet markant til venstre, det samme med SF, og så er Alternativet igen kommet i byrådet.
Enhedslistens Jesper Yde Knudsen er en ualmindelig begavet magtspiller i lokalpolitik.
Et solidt flertal på 14 uden den radikale, Heine Skovbak Iversen, som nok fortsat vil hælde kraftigt til venstre.
Trojkaen, som har orkestreret venstredrejningen i byrådet, Jesper Yde Knudsen - Kim Lykke Jensen (SF) - Ole Sønderskov Hansen (S), skal alle være udvalgsformænd.
Endvidere er det rød-grønne flertal i Natur-, Teknik- og Miljøudvalget bestående af formand Kim Lykke Jensen, Anita Søholm (S) og Jesper Yde Knudsen intakt.
Udvalget har sagt farvel til Jørgen Ivar Brus Mikkelsen (V), der i de sidste fire år har arbejdet på at være i sync med Kim Lykke Jensen, men nu vil prøve nyt terræn som formand for Sundheds- og Ældreudvalget.
Natur-, Teknik- og Miljøudvalget blev tidligere hånligt kaldt »Kloakudvalget.« De grønne dagsordener har imidlertid givet udvalget en ny og afgørende pondus i nyere tid.
Ovenstående analyse vil blive benægtet hårdnakket af de involverede, for udadtil vil det nye byråd selvfølgelig fortsat arbejde som en solid og konsensuspræget foreningsbestyrelse.
De, der benægter, forstår ikke det bagvedliggende i lokalpolitik, hvor det handler om at placere sig centralt og på denne måde få del i magten.
Yde er en uovertruffen Syddjurs mester i dette. Det er udtryk for høj politisk klasse.
Venstre ville det blå sammenhold under valgkampen. Tidligt stod det klart, at det var en naiv strategi. Det bliver værd at lægge mærke til, hvad Venstre gør med en kompetent gruppe med et par stærke nye navne. Partiet vil agere loyal opposition og bruge de næste fire år til at få bygget et hold op, der kan begå sig ved KV29.
Hardhitteren Jørgen Ivar Brus Mikkelsen bliver som udvalgsformand for det usexede ældreområde en nøglespiller. Han skal sætte markante politiske dagsordener fra start og vise, at han kan skaffe flere midler til området.
Det er de enkelte udvalg, der selv vælger formand og næstformand. Kun en gang i kommunens politiske historie er en udvalgsformand blevet afsat af et udvalgsflertal.
Om det vil ske igen i denne periode, bliver vi klogere på i løbet af det næste år, når tingene sætter sig. Nye personligheder er kommet til. De tvinger udvalgsformændene til at rebe sejlene og agere formænd uden for mange salgstaler derude, hvor lokalpolitik har konsekvenser - ved borgerne.
Det er værd at lægge mærke til.