Fortsæt til indhold

Borger skrotter Superbrugsen: »Jeg anser det for et koldt og menneskeuvenligt ræsonnement«

Modstander af scan-selv kassen har sendt et åbent brev til Superbrugsen.

Debat
Niels DygaardLærer

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

I Coop-kæden anses det sikkert som et rationelt og udgiftsbesparende tiltag, at der i stedet for kassepersonale nu er installeret et stort antal selvbetjeningsautomater. Jeg anser det for et koldt og menneskeuvenligt ræsonnement, for hvor er den kassemedarbejder, som man tidligere kunne spørge til råds, måske udveksle et par ord med, ved gentagne besøg endda komme til at kende så godt, at man i en rolig stund ved kassen kunne snakke lidt om stort og småt i begges liv.

»Det er en kold tid, vi lever i, alle går rundt og fryser,« sang Kim Larsen.

En tydeligere advarsel mod det ensomme, mennesketomme samfund skal man lede længe efter. Ét er, at man, når man tanker benzin, ikke længere – heller ikke på en bemandet tankstation – behøver at gå ind til medarbejderen for at betale. Det er jo så smart klaret helt fuldautomatisk via ens dankort derude ved standeren. Noget andet er, hvor trist det er at opleve, at I også er hoppet med på den vogn, hvor alt drejer sig om: køb, køb, køb!

En tydeligere advarsel mod det ensomme, mennesketomme samfund skal man lede længe efter.

Den tyske digter Johan Wolfgang von Goethe sagde:

»Hvad vil mennesket andet end mennesket?«

Det mener I åbenbart ikke.

Derfor har jeg det ikke længere nogenlunde her i Superbrugsen – og vil indskrænke mine indkøb til et minimum og gå til andre supermarkeder, hvor man kan blive betjent af et levende menneske.