Fortsæt til indhold

Giv spørgetiden førstepladsen på dagsordenen

Debat

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Flere og flere borgere begynder at opdage, at der er byrådsmøde den sidste onsdag i måneden.

Da det nyvalgte byråd med 13 nye ud af 27 medlemmer mødtes, dukkede fem borgere op med vægtige spørgsmål, hvilket fik spørgetidens længde til at strække sig over en god time.

Der er selvfølgelig retningslinjer for, hvor lang tid spørgetiden må vare, og hvad der ikke må siges.

Det er dog ligegyldigt, fordi spørgerne er voksne mennesker, der møder velforberedte op og har noget på hjerte.

Spørgetiden er en mulighed for, at det direkte demokrati kan udfolde sig for åben skærm og ikke bag lukkede døre, som når byrådet afholder temamøder fire timer før hvert byrådsmøde, hvor offentligheden ikke har adgang.

Spørgetiden er en mulighed for, at det direkte demokrati kan udfolde sig for åben skærm

De lukkede døre kan måske blive åbnet, hvis Danmarksdemokraterne snart foreslår åbne døre?

Der må kunne findes et kompromis, som får bred politisk opbakning. Men husk at stille forslaget i god tid, så de etablerede partier får mulighed for at forberede sig bedst muligt. Især Socialdemokratiet skal måske sluge nogle kameler for at se idéen med åbne døre til temamøderne.

Tilbage til spørgetiden.

Fordelen ved den er, ud over at spørgsmålene stilles offentligt, at de bliver protokolleret i referatet, og spørgeren kan senest syv dage efter byrådsmødet forvente et skriftligt svar fra administrationen, som også tilgår samtlige byrådsmedlemmer.

Man bliver høj af at overvære sidste spørgetid hjemme foran skærmen, fordi man her oplever borgere, som går den direkte vej og møder frem med en demokratisk legitimitet - nemlig deres egen.

De har undgået nutidens minibyråd, de forskellige distriktsråd rundt omkring, der netop ikke har en særlig synlig demokratisk legitimitet.

Derfor, kære politikere.

Giv plads til, at spørgetiden kan vare mere end en time - det vil være som at åbne en ventil og lade demokratiet strømme frit!

Ved at løfte spørgetiden op til det vigtigste punkt på et byrådsmøde giver det samtlige 27 medlemmer mulighed for at byde meget mere ind med vinkler og opklarende spørgsmål til spørgeren.

Det vil give samtlige byrådsmedlemmer mulighed for at blive klogere på et tema, som de måske ikke vidste havde en aktualitet.

Som tilhører kan man også blive klogere.

Et godt eksempel er sidste uges møde, hvor en spørger bad politikerne forklare, hvornår to solcelleprojekter i Ådalsområdet vil blive realiseret, fordi hun på vegne af lokale borgere havde afleveret underskrifter til forvaltningen mod solcelleprojekterne?

Et udtryk for »massiv modstand«, lod spørgeren forstå.

Venstres Jørgen Ivar Mikkelsen afslørede, at man nu er enige om politisk at bede alle udviklere, der vil realisere energiprojekter i Syddjurs, om at dokumentere, at lokalområdet bakker op om deres solcelle- og vindmølleprojekt.

Hvordan udviklerne vil gøre det, og hvad der menes med »massiv modstand« er fortsat uafklaret. Uanset hvad, er det udviklerne, der skal tænke store tanker om, hvordan de sikrer folkelig opbakning og dokumenterer det overfor byrådet, før deres projekt bliver sendt videre til kommunens planafdeling.

Det er nyt.

Vil en spørgetidsrunde på en time hver gang betyde, at byrådsmøderne bliver mammutlange?

Overhovedet ikke. Det vil blot skærpe debatten på byrådsmødet, gøre det mere dynamisk og tvinge de udvalgsformænd, der skal lægge en sag frem foran deres kolleger, til at være præcise og intense og ikke læse op af en dagsordenstekst, som alle selv kan læse.

Det vil være givtigt, hvis det nye Syddjurs Byråd gør spørgetiden til det vigtigste punkt på hver eneste dagsorden.

Tør I?