Markant færre cykelstier i Jylland end på Sjælland: Løsningen kan være andet end supermodeller
De er behov for lokale løsninger til aktiv transport uden for de største byer.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
I Supercykelstier Midtjylland arbejder 12 kommuner og regionen tæt sammen om at udvikle cykelvenlige forbindelser, der gør hverdagen lettere for dem, der gerne vil vælge cyklen. Vi ved, at selv simple løsninger de rette steder gør en reel forskel for både mobilitet, sundhed og bosætning i landdistrikterne.
En opgørelse fra DI viser, at der er markant mindre cykelsti pr. bebygget areal i Jylland end på Sjælland. Det betyder dårligere forudsætninger for aktiv transport uden for de største byer – og et klart behov for kloge, lokale løsninger.
Cyklen fortjener en større plads i debatten. Senest har by- og landdistriktsministeren redegjort for regeringens landdistriktstiltag. Redegørelsen rammer mange vigtige temaer om sammenhængskraft i hele landet, men aktiv transport i landdistrikterne er helt fraværende.
Vi efterspørger ikke ekstrabrede, oplyste supercykelstier med midterstriber. Løsningerne kan sagtens være cykelvenlige landeveje med lavere bilhastighed eller sikre ruter langs eksisterende veje. Når ruterne er trygge, tydelige og sammenhængende, vælger flere cyklen. Det giver sundere borgere, mindre trængsel og bedre adgang til job og uddannelse også uden for de større byer.
Derfor bør aktiv transport være en naturlig del af en hver drøftelse af mobilitet i landdistrikterne.
Vi bidrager gerne med erfaringer fra Midtjylland, hvis mobiliteten i hele Danmark skal løftes