Fortsæt til indhold

Northside: Debat om kommunal støtte bør tage udgangspunkt i den værdi, festivaler skaber

Debat
Brian NielsenGroup CEO - DTD Group

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

I forbindelse med artiklerne i JP Aarhus og Din Avis om Aarhus Kommunes støtte til Northside er det vigtigt at få præciseret en række faktuelle forhold.

For det første er det ikke korrekt, når det antydes, at DTD Group eller Northside opererer fra et skattely. DTD Group er ejet af Superstruct Entertainment, hvis ejere blandt andet tæller internationale kapitalfonde som KKR og CVC. Disse fonde anvender holdingselskaber i Luxembourg, hvilket er almindelig international praksis. Luxembourg er et EU-land og lever op til gældende internationale skatteregler og transparenskrav og fremgår ikke af officielle skattely-lister.

Det er samtidig væsentligt at understrege, at Northside gennem de senere år har haft underskud. Festivalen er dermed ikke en selvstændig profitgenerator, men en del af en større koncern, hvor DTD Group samlet har sikret den fortsatte drift. Henvisninger til udbytter på koncernniveau uden direkte relation til NorthSide giver derfor ikke et retvisende billede af festivalens økonomi.

Når det gælder den kommunale støtte, fremhæver artiklen et samlet beløb på cirka 7 mio. kr. siden 2010. Det tal giver imidlertid ikke et dækkende billede, da det ikke indregner den samlede værdi af aftalen mellem parterne, hvor adgang til og brug af arealer indgår sammen med omfattende eksponering og markedsføring af Aarhus

Til sammenligning modtager Aarhus Festuge et årligt kommunalt tilskud i niveauet 13 mio. kr., hvilket understreger, at offentlig støtte til større kulturbegivenheder er en integreret del af byens kultur- og erhvervsstrategi.

Debatten om offentlig støtte er både relevant og vigtig, men den bør tage udgangspunkt i den samlede værdi, festivaler skaber. Erfaringer fra andre byer viser, at større festivaler genererer betydelig aktivitet og omsætning for lokale erhverv. Der er ikke noget, der tyder på, at effekten i Aarhus er anderledes.

Northside har gennem en årrække bidraget til at styrke Aarhus’ position som kulturby og skabe liv, aktivitet og økonomisk værdi. Det er den samlede effekt, der bør danne grundlag for den videre politiske drøftelse.