Fortsæt til indhold

Gavlmaleri er et skoleeksempel på Favrskovs kulturstrategi i praksis

Birgit Bach-Valeur forsvarer gavlmaleri, som er blevet kritiseret for at være useriøst både i idé og udførelse.

Debat
Birgit Bach-Valeur, medlem af initiativgruppen bag gavlmaleriet

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

I et læserbrev i denne avis kritiserer Casper Berthelsen det kommende gavlmaleri ved rutebilstationen i Hammel for ikke at leve op til Favrskov Kommunes kulturstrategi. Her tager han fejl.

Faktisk understøtter gavlmaleriet samtlige fem indsatsområder i kulturstrategien. Projektet er et stedsspecifikt, kunstnerisk og formidlende værk, der forener lokalhistorie, natur, kunstnerisk fortælling og borgerinddragelse i et offentligt rum, hvor kunsten er tilgængelig for alle – hver dag.

Kulturstrategien fremhæver, at Favrskov Kommunes styrke ligger i de lokale særkender: lokalhistorien, naturen og de fællesskaber, der binder kommunen sammen. Netop her har gavlmaleriet sit udgangspunkt. Motivet tager afsæt i det lokale sagn om Kappel-kæmperne fra området omkring Kappelsdal mindre end to kilometer fra gavlmaleriets kommende placering. En fortælling, som i dag kun eksisterer fragmentarisk i den kollektive hukommelse, bringes hermed frem i lyset og bliver synlig og sanselig i byrummet.

Samtidig arbejder værket aktivt med Favrskovs nære relation til naturen. De såkaldte Favrskov-arter – dyr og planter fra området omkring Hammel – bliver afbildet i størrelsesforholdet 1:1. Det er et bevidst kunstnerisk greb, som giver borgerne en konkret forståelse af den lokale, nutidige biodiversitet og formidler viden på en umiddelbar og tilgængelig måde. De mindste arter placeres tættere på øjenhøjde, så detaljerne kan opleves på nært hold, mens større fugle som den røde glente placeres højt på gavlen.

Kulturstrategien slår desuden fast, at Favrskov Kommune ønsker at udvikle og understøtte lokale talenter og øge det lokale kendskab til dem. Gavlmaleriet er skabt af en meget dygtig lokal kunstner, som står bag både koncept og udførelse. Hun har markeret sig med podieplaceringer i internationale konkurrencer og realiserer i Hammel værket fra idé til færdigt resultat. Det står i kontrast til det projekt i Haderslev, som kritikken henviser til, hvor selve udførelsen af gavlmaleriet er overladt til en assistent. Casper Berthelsen mener, at udførelsen i Hammel er useriøs. Hvordan vil man så beskrive et gavlmaleri, hvor kunstneren ikke engang selv udfører maleropgaven?

Projektet rummer også et tydeligt element af dannelse og læring i tråd med kulturstrategiens ambitioner. Gennem formidlingen af både lokalhistorie og natur skabes der mulighed for undervisningsmateriale, dialog og fordybelse særligt for børn og unge.

Endelig kritiseres borgerinddragelsen, der fremstilles, som om den står i stedet for kunstnerisk kvalitet. Det er en misforståelse. Deltagelsen er et supplement til det professionelle værk, professionelt faciliteret af kunstneren og helt i tråd med kulturstrategiens fokus på aktive frivillige, fællesskaber og kulturelt iværksætteri.

Man må gerne have forskellige præferencer, når det gælder kunstneriske formsprog, men at hævde, at gavlmaleriet ikke lever op til Favrskov Kommunes kulturstrategi, holder ikke. Tværtimod er projektet et skoleeksempel på, hvordan strategiens ord omsættes til levende kunst i det offentlige rum – lokalt forankret, fagligt funderet og skabt i fællesskab.

Casper Berthelsen skriver: »Jeg kan ikke være ligeglad med, hvordan min hjemby fremstår.«

Det kan vi kun være enige i. Derfor, kære Casper, er du meget velkommen til at bidrage til Hammels æstetiske udvikling på lige vilkår med os andre ulønnede, frivillige kræfter bag projektet.