Når små beslutninger får store konsekvenser

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Der har de seneste år været et øget fokus på ufrivilligt skolefravær og årsager dertil. I det nordlige Aarhus sidder flere børn og har rigtig svært ved eller kommer slet ikke af sted til Langagerskolen, den specialskole, hvortil de er visiteret af PPR, fordi de er i skolens målgruppe: Elever med kognitive ressourcer inden for normalområdet, som har autisme og/eller ADHD. Der er sikkert flere årsager, men jeg vil her pege på to faktorer, som har stor betydning for mange:

Som mor til to piger, for hvem faktorerne har stor betydning, skrev jeg derfor til rådmanden for Børn og Unge i Aarhus Kommune, da jeg i min naivitet ikke kunne forestille mig, at de, som har valgt løsningen med organiseringen og placeringen af Langagerskolen, kan have tænkt sig særlig godt om eller i hvert fald have haft adgang til viden om, hvordan forholdene faktisk er, når de laver et pædagogisk selvmål af den kaliber. Svaret fra rådmanden gav mig desværre medhold i min forestilling og desuden en indsigt i, hvor lidt politikerne ved om den virkelighed og de forhold, som de er med til at skabe for de allermest sårbare børn.

På grund prognoser om stigende elevtal er der et behov for mere kapacitet på Langagerskolen. Aarhus Kommune besluttede i 2024 at udvide ved i etaper at organisere skolen på to matrikler i Sydbyen: indskolingen på den oprindelige matrikel i Viby og udskolingen placeret på en nedlagt skole i Kolt. Denne organisering får og har fået konsekvenser for mange af de elever, som er startet op på matriklen i Viby og nu skal skifte til Kolt. Det gør det bl.a. pga. mangel på de elementer, som er essentielle for børn og unge med autisme, nemlig stressreduktion bl.a. gennem tryghed i relationer, ro, stabilitet og få skift. Jeg mener, at det er et fundamentalt svigt i forståelsen af autisme fra kommunens side, hvis man overhører dette.

Jeg beskrev med eksempler fra vores egen familie, hvordan et skift fra Viby til Kolt vil medføre, at udviklingen går i stå hos to piger med autisme, angst inkl. selektiv mutisme og skoleværing i bagagen. Og dette på et tidspunkt, hvor den endelig, efter flere års massivt pædagogisk relations- og tryghedsskabende arbejde, lige var begyndt. Ifølge min optik er skift af matrikel uden relationel kontinuitet i direkte modstrid med specialpædagogiske grundprincipper. Derudover bad jeg rådmanden spørge sig selv, om han personligt ville acceptere, at hans egne børn skulle transporteres +/- en time hver vej i skole. I dette tilfælde handler det så om ekstra sårbare børn, hvor ro, tryghed og stabilitet er afgørende. Hvis man ved bare lidt om autisme, ved man, at meget handler om energiforvaltning. Når energien for nogle børn går til en fuldstændig uacceptabel lang transporttid, er der for dem ikke meget tilbage til læring og udvikling. Dertil kommer, at de, hvis de skulle have lyst og overskud til at gå i klub til aftenåbning og få del i det fællesskab, dette kunne medføre, skal køre samme strækning fire gange på én dag! Jeg beskrev for rådmanden, hvordan deres beslutning vil få psykologiske og økonomiske konsekvenser, ikke bare for børnene, men for deres familier og i sidste ende for kommunen selv, når forældrene bliver fastholdt i tabt arbejdsfortjeneste.

Jeg stillede mig i min mail til rådmanden undrede over for forskellen på almen- og specialskoleområdet. Med min baggrund som lærer og forælder i den almene folkeskole ved jeg, hvor meget man der vægter stabilitet i relationer og en skole i nærområdet. Og jeg ved, at der tilstræbes så få skift som muligt og altid med fokus på at bygge oven på noget allerede kendt. På Langagerskolen i Viby har mine døtre oplevet flere skift på to år, end de fire år de gik i almen skole. Det være sig skift i personale, elever og placering i forskellige teams og bygninger. Og nu står de så over for et skift igen, meget længere væk fra deres hjem, uden nogle kendte voksne og børn til at fastholde bare en lille smule stabilitet og tryghed. Jeg vil gerne anerkende, at skolen står med en meget svær opgave med kommunens krav om løbende elevoptag, dels begrundet i et stigende antal børn med behov for specialundervisning. Desuden vil jeg pointere, at det ikke er personalet på Langagerskolen, jeg kritiserer. Det er rammerne og organiseringen af disse, jeg stiller mig undrende over for.

Til sidst i min mail pegede jeg på Langagerskolens placering på listen udsendt af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) med skoler, som har bekymrende kvalitet. Og jeg må bare sige, at listens formål: At bekymrende kvalitet skal opdages, så kommunalbestyrelser, kommunale forvaltninger og skoler kan sætte ind med indsatser, der kan vende udviklingen, falder til jorden, når det ikke virker, som om kommunen handler på Langagerskolens figurering på listen. På rådmandens svar, virker det som om, at det eneste, han har gjort, er, at få bekræftet fra skolelederen, at det er korrekt, at Langagerskolen er på listen, og at begrundelsen for denne placering skal findes i, at mange af eleverne har en fraværsprocent på over 10 procent og desuden indskrives med skolefravær. Måske skulle rådmanden undersøge, hvad der gøres ved dette, og om der er andre faktorer i spil? F.eks. lang transporttid til skole. Eller en organisering, der medfører alt for mange skift.

I forhold til min kritik af organiseringen og placeringen af Langagerskolen forholder rådmanden sig ikke til mit forslag om at lave 0.-10. på hver matrikel på anden vis, end at han henviser til og citerer et svar fra skolelederen, som mener, »at indretningen i Kolt understøtter arbejdet med bredere børnefællesskaber i den specialpædagogiske klynge, og at de unge mennesker oplever sig som en del af et ungdomsfællesskab.«

Men hvad med alle de unge mennesker, som ikke gør? F.eks. fordi de ikke kommer i skole. Måske fordi de ved et skift til en ny matrikel står uden det stillads af trygge relationer, som der er brugt år på at opbygge. Hvad med dem? Har de ikke som andre børn ret til et fællesskab i deres nærområde?

Til min kritik af placeringen udelukkende i Sydbyen mener rådmanden, at de har været opmærksomme på kommunens geografi, fordi der er sat penge af til en ny specialskole i Lisbjerg til børn i Stensagerskolens målgruppe (Elever med store funktionsnedsættelser og indlæringsvanskeligheder, og som ikke er kognitivt alderssvarende), og at Elev Skole ombygges til et specialtilbud til børn med bl.a. socioemotionelle vanskeligheder. Jeg har aldrig hørt noget mærkeligere svar!

For det hjælper jo ikke Langagerskolens målgruppe af elever noget som helst, at de bygger skoler til andre målgrupper i Nordbyen! Af rådmandens svar kan jeg desværre kun konkludere, at min naive forestilling ikke er så naiv endda: det virker stadig på mig som om, at politikerne ikke ved ret meget om, hvad de beslutninger, de tager, har af betydning ude hos de enkelte børn og deres familier. Og det virker på mig som om, at politikerne primært handler ud fra økonomiske perspektiver. I stedet for at tage min mail op med skolens ledelse, som til enhver tid vil forsvare en beslutning, de forhåbentlig selv har været inde over, burde rådmanden i stedet tage snakken med alle de familier, som organiseringen og placeringen af Langagerskolen påvirker.