Min mormor fik det hele med, og vi fik endnu mere

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Et år er gået, siden min mormor døde. Hun blev 96,5 år. Min mormor hed Lona. Et navn, jeg stadig ikke har mødt andre bære. Et menneske med blikket løftet, hjertet på rette sted og en integritet, der gennemsyrede alt, hvad hun gjorde.

Min mormor var klog, varm, nysgerrig, ydmyg og havde let til latter og begejstring. Hun belærte os aldrig om sine værdier – men gav dem videre i små, faste vendinger som for eksempel »Skik jer vel, det spørg’s ringest«, »Ved fælles hjælp og håndkraft« og »Begge hænder fulde begge veje« – alt sammen på klingende vendelbomål. Og mest af alt efterlevede hun dem bare. Værdierne. Gjorde sig umage i alle livets aspekter med en naturlighed, jeg beundrer.

Ved hendes begravelse stod jeg selv for alteret som præst i den kirke, hvor jeg er døbt, og hvor den slægt, jeg kommer af, har fejret alle de største begivenheder. Det var betydningsfuldt at gøre – for hende, for familien. Helt i hendes ånd. At gøre det, vi kan gøre. Kirken var fyldt.

Min mormor havde en særlig evne til at få mennesker til at føle sig ventede. Ikke bare velkomne. Men ventede. Der var dækket ordentligt op. Kaffe på kanden. Colaer på køl. Altid plads omkring bordet. Og når man sagde farvel, stod hun helt ude på vejen og vinkede, indtil man var ude af syne. Det lyder som små ting. Men det gav en klar følelse af at være værd at vente på, værd at gøre sig umage for og værd at savne.

Min mormor havde oplevet krig, sygdom og tab. Hun havde begravet mange mennesker, hun elskede. Hun vidste alt for godt, at livet kan gøre ondt. Og hun tog imod hver eneste dag, hun fik. »Det er hårdt at blive gammel,« sagde hun i den sidste tid, »men der er én ting, der er værre – og det er ikke at blive det.«

Min mormor sagde ja til livet med en sjælden selvfølgelighed. »I skal ikke spørge mig, om jeg vil med, hvis I ikke mener det, for jeg siger jo bare ja.« Og det gjorde hun. Sagde ja. Til studentergilder, børnefødselsdage, ferier, små udflugter og store begivenheder. Hun sad som regel midt i larm, børn, rod og kaos med ophøjet overbærenhed og betragtede det hele med kærlighed. Som om, hun sugede til sig, at livet trods alt er godt. Hun fik det hele med – og vi andre fik endnu mere, fordi hun var til!

Vi bliver ofte opfordret til at vende blikket indad. Mærke efter. Analysere egne behov, grænser og prioriteringer. Der findes selvfølgelig situationer, hvor det er nødvendigt. Men min påstand er, at der er utrolig meget her i tilværelsen, vi kun kan få øje på ved at løfte blikket og vende det udad.

Det gjorde min mormor. Hun løftede blikket mod andre mennesker. Mod verden. Mod historien før os og generationerne efter os. Mødte det hele i øjenhøjde. Hun var nysgerrig. Interesseret. Opmærksom. Verden blev aldrig mindre i hendes selskab. Tværtimod.

Vi taler i dag om ”influencere” – altså mennesker, der med online tilstedeværelse ”påvirker” os til at købe, gøre eller mene det ene eller andet. Vi kan blive deres ”følgere”. Men de vigtigste ”influencere” er nu (eller bør være) de mennesker, der i kød og blod stille og roligt viser os, hvordan man kan være menneske. Hvordan man gør sit for fællesskabet. Hvordan man lever efter sine værdier og samtidig bevarer en udtalt åbenhed over for andres. Hvordan man ranker ryggen og prøver igen. Hvordan man lever med taknemmelighed – også når livet er svært.

Hvis vi har den slags mennesker i vores liv, er vi velsignede. Og vi skylder dem og os selv at løfte blikket og spejle os i dem – møde deres blik, deres fortællinger, deres erfaringer med livet – lade os ”influere”, inspirere og derigennem forstå, at vi ikke er de første mennesker, der prøver at finde vej i livet.

Der er så meget liv for enden af det løftede blik.

Jeg savner min mormors blik – på mig, mine børn, mit liv. Samtidig bærer jeg det med mig som en umistelig del af mig. Og mit store håb er, at andre mennesker bliver mødt med lidt af hendes blik gennem mig. Jeg vil i hvert fald gøre mig umage for det.