Sommeren er over os

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Sommerens første rigtige varme vækker noget i de fleste af os. De lange dage er en invitation: Kom ud i lyset, ud i det grønne, ud under den høje himmel! Læg alt fra dig og indånd sommerens mange dufte af hyldeblomst og syrener. Lyt til fuglesang fra tidligt til sent, mens brisen bevæger træernes grene.

Måske ser man sine cirkler i et nyt lys. Det kan synes, som om nogen har vasket ruderne i himlen, og alt står skarpt. Cyklerne triller langsommere, ispapir klistrer til fingrene, og selv aftaler og frister får en blødere kant. Vi når det nok. Tag det bare roligt!

Sommeren trækker sanselige tråde af minder for mange af os: togafgange mod spændende byer, det hyggelige sommerhus med den solrige terrasse, jordbær og is, en god bog, intet ur og ingen arbejdskalender. Med tidligere tiders dejlige sommerminder helt inde under huden lover vi os selv, at skuldrene og pulsen skal ned. Vi vil smile og glæde os fra Skt. Hans til høst.

Sommeren er også et mellemrum. Den begynder i ventetiden på perronen, i den tomme kalender, i duften af solcreme der blander sig med saltvand og tang.

De bedste dage har som regel en enkel start: en kop kaffe i skyggen, en knirken fra en hængekøje, et par sandaler, man glemmer, hvor man satte. Måske siver roen ind som en bølge og til sidst som en mild ligegyldighed over for, om man når noget som helst. Faktisk kan det synes præcis som meningen, hvis man slet ikke kan huske, hvad dagen er gået med, når man går til ro: Så har man bare været til.

Noget af det mest undervurderede ved sommeren – og livet generelt – er gentagelsen. At gå ad samme sti til stranden hver eftermiddag, hilse på den samme måge, vælge præcis den samme is på skiltet, fange de samme krabber i strandkanten, hvis man er velsignet med små børns selskab.

Når man foretager sig mindre, kan man være heldig at se og mærke mere: en lille krabbe under en sten, skyggernes fart over en mark, forskellen mellem at vågne ved vækkeur eller af sig selv, følelsen af uendelig tid.

Som sommeren skrider fremad, kan der måske også indfinde sig en melankoli. De længste dage bærer allerede en skygge af det sidste lys. Man fornemmer, at overfloden af dagslys, nye kartofler og jordbær ikke varer evigt. Netop derfor skærpes vores sanser, så vi virkelig nyder den, mens vi har den – sommeren.

Sommeren – og livet generelt – er på lånt tid. Netop derfor bliver selv de mindste rituelle gentagelser betydningsfulde. De bliver til minder til tråde tilbage i tiden. Den åbne havedør, brisen, der blafrer i avisen, ventetiden på perronen, ispapiret, der klistrer på fingrene.

Når sommeren slutter om uendelig lang tid, kan man godt smugle lidt af den med ind i hverdagen. Måske fornemmelsen af bare indimellem at have god tid til at se og mærke mere end det næste punkt i kalenderen. Fornemme de mange små glæder i dagligdagen, man i travlheden har tendens til at overse. Lade stilheden få lidt plads også, få skuldrene og pulsen ned, smile og glæde sig– også ind i sensommer og høst.

Jeg drømmer faktisk ikke om evig sommer eller om at bo under varmere himmelstrøg om vinteren. Jeg tror oprigtigt, at sanserne har godt af skiftende årstider. Jeg ville være bange for ikke at værdsætte tiden lige nu i samme grad, hvis jeg ikke hele tiden blev mindet om, at alting har sin tid; at sommeren lige nu skal nydes med netop det, den indeholder. Senere venter mere og andet og lige så glædesfyldt. Men lige nu er sommeren over os. Nyd den!