Skal Hadsten være kendt som byen med et af Danmarks største solcelleanlæg?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Når man siger Hadsten, hvad skal folk så tænke på?

Skal de tænke på Lilleå Marked? På de tusindvis af mennesker, der hvert år samles til byfest, fællesskab, musik og frivillighed?

Skal de tænke på Hadsten Gade Grand Prix? På det cykelløb, der gennem årtier har sat Hadsten på landkortet og skabt oplevelser, som generationer af hadsten’gensere har været en del af?

Skal de tænke på Hadsten Kultur- & Idrætscenter, fodboldanlægget, Sløjfen, vores mange idræts- og kulturforeninger, spejdere og frivillige fællesskaber?

På de mange mennesker, der hver eneste uge bruger deres fritid på at træne børn, arrangere aktiviteter, samle penge ind, bygge op og skabe liv i vores lokalsamfund?

Skal de tænke på naturen omkring os?

På Lilleåen, landskabet, de åbne marker og den nærhed til naturen, som mange af os værdsætter hver eneste dag?

Eller skal de tænke på Hadsten som byen med et af Danmarks største solcelleanlæg?

For mig er det et spørgsmål, som rækker langt ud over energi, megawatt og tekniske beregninger. For i sidste ende handler det om identitet. Om hvem vi er. Og om hvad vi ønsker at give videre til kommende generationer.

Jeg er fuldt ud med på, at Danmark skal bidrage til den grønne omstilling. Det er ikke det, diskussionen handler om. Diskussionen handler om, hvor grænsen går.

For der er forskel på at bidrage til den grønne omstilling og på at acceptere, at flere hundrede hektar af landskabet mellem Hadsten, Hadbjerg og Nørre Galten omdannes til et teknisk anlæg.

Der er forskel på at udvikle et område og på at forandre det så markant, at det bliver en del af områdets identitet. For lad os være ærlige. Når mennesker vælger at flytte til Hadsten, sker det ikke på grund af udsigten til et gigantisk solcelleanlæg. Det er heller ikke fordi det handler om et cykelløb eller et bymarked.

Men måske de faktisk vælger byen på grund af vores fællesskaber. På grund af skolerne. På grund af foreningslivet. På grund af naturen. På grund af nærheden til både by og land. På grund af de værdier, som byen er bygget op omkring gennem generationer.

Det er den fortælling, vi har brugt årtier på at skabe. En fortælling om en aktiv by med stærke fællesskaber. En by med et levende handelsliv. En by med kultur, idræt og frivillighed. En by, hvor mennesker engagerer sig i hinanden. En by, hvor man mødes. En by, hvor man hører til.

Det er ikke noget, der kommer af sig selv. Det er noget, tusindvis af borgere har bygget op gennem mange år. Derfor bør vi også spørge os selv, hvilken fortælling vi ønsker, at Hadsten skal have i fremtiden.

For byer konkurrerer ikke kun om arbejdspladser. De konkurrerer også om familier. Om tilflyttere. Om investeringer. Om mennesker, der vælger et sted at bo og skabe deres liv. Hvad er det, vi ønsker at vise dem? Hvad er det første, vi ønsker, de skal forbinde med vores område?

Jeg håber, at svaret fortsat er fællesskabet. At det er Lilleå Marked. At det er Hadsten Gade Grand Prix. At det er foreningerne. At det er naturen og Kollerup Enge. At det er alle de mennesker, som hver eneste dag gør Hadsten til noget særligt. For energianlæg kan placeres mange steder.

Men identitet, fællesskab og lokal stolthed er langt sværere at genopbygge, hvis først man mister dem. Derfor mener jeg, at vi skylder os selv at tage denne debat alvorligt. Ikke kun som en diskussion om solceller. Men som en diskussion om, hvilken by vi ønsker at være. Og hvilken by vi ønsker at efterlade til dem, der kommer efter os.

For når nogen om 20 eller 30 år siger Hadsten, håber jeg, at de stadig tænker på mennesker før megawatt.