Fortsæt til indhold

Kongelunden har brug for flere parkeringspladser

Vi efterlyser en politisk vilje til hurtigt at undersøge og afprøve konkrete løsninger i samarbejde med områdets aktører.

Debat
AGF Fodbold
Tivoli Friheden
Aarhus Motion
Jydsk Væddeløbsbane
Aarhus-Hallen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Til borgmester Anders Winnerskjold(S), rådmand for Kultur og Borgerservice Jesper Kjeldsen (S) samt rådmand for Teknik og Miljø Nicolaj Bang (K):

Kongelunden er under forandring.

Det nye stadion, udviklingen af områdets kultur- og fritidsfaciliteter samt et stigende aktivitetsniveau skaber nye muligheder for Aarhus. Det glæder vi os over. Samtidig stiller udviklingen krav til, at mobilitet, adgangsforhold og parkeringskapacitet følger med.

Vi repræsenterer tilsammen nogle af de største aktører i Kongelunden. Hver eneste dag modtager vi aarhusianere og besøgende til idræt, motion, kultur, oplevelser og fællesskaber. Vi oplever derfor på nærmeste hold de udfordringer, der allerede i dag eksisterer med parkering og fremkommelighed i området.

Derfor skriver vi dette åbne brev. Ikke for at bremse udviklingen. Tværtimod.

Vi ønsker at bidrage konstruktivt til at finde løsninger, så Kongelunden også i fremtiden kan fungere som ramme om både hverdagens aktiviteter og de store begivenheder, der samler titusindvis af mennesker i smilets by.

Vi oplever et behov for, at der hurtigst muligt skabes klarhed over, hvordan der sikres et tilstrækkeligt antal parkeringspladser i Kongelunden – både til daglig brug og til de mange større arrangementer, som området er vært for.

Det gælder blandt andet:

  • Superligakampe og andre større sportsbegivenheder.
  • Koncerter og kulturarrangementer i Tivoli.
  • DHL Stafetten og andre motions- og idrætsevents.
  • Hverdagsaktiviteter for områdets mange brugere og foreninger.

DHL Stafetten er et aktuelt eksempel på udfordringen. Arrangementet samler omkring 17.000 deltagere og gæster pr. dag, og allerede i 2026 risikerer arrangørerne at mangle op mod 1.000 parkeringspladser som følge af ændrede adgangsforhold og bortfald af eksisterende kapacitet. Det understreger behovet for handling nu.

Over tre dage plejer flere end 50.000 deltagere enten løbe eller gå den fem kilometer lange rute i Mindeparken. Pressefoto

Vi foreslår derfor, at Aarhus Kommune sammen med områdets aktører arbejder videre med følgende konkrete initiativer:

1. Mere fleksibel anvendelse af Kongevejen

Vi opfordrer til, at mulighederne for skråparkering langs Kongevejen undersøges og udnyttes i langt større omfang end i dag.

Kongevejen udgør et oplagt potentiale for at skabe ekstra kapacitet ved større arrangementer uden større anlægsinvesteringer.

2. Midlertidig eventparkering på Tangkrogen

Vi ønsker, at kommunen undersøger mulighederne for ved særlige arrangementer at anvende arealer på Tangkrogen til midlertidig parkering.

DHL Stafetten vil allerede i 2026 kunne fungere som et konkret testforløb, hvor løsningen kan afprøves og evalueres i praksis.

3. Bedre udnyttelse af de eksisterende parkeringsarealer

De eksisterende parkeringsarealer i området bør analyseres med henblik på at sikre den mest effektive udnyttelse af kapaciteten.

Målet bør være at få flere parkeringspladser ud af de eksisterende arealer, hvor det er muligt.

4. Positiv anvendelse af Jydsk Væddeløbsbane

Jydsk Væddeløbsbane har gennem mange år været en vigtig del af parkeringsløsningen ved større arrangementer.

Vi opfordrer til, at væddeløbsbanen fortsat tænkes positivt ind som en del af den samlede parkeringsstrategi for Kongelunden.

5. Et nyt parkeringshus ved Skanderborgvej

Som afsenderkreds ønsker vi ikke alene at pege på udfordringerne.

Vi ønsker også at bidrage til løsningerne.

Derfor peger vi på muligheden for at etablere et nyt parkeringshus ved Skanderborgvej og Marselis Boulevard. Placeringen vil kunne skabe op mod 400 nye parkeringspladser til gavn for hele Kongelunden.

Vi er som kreds interesserede i at undersøge mulighederne for selv at investere i og opføre et sådant parkeringsanlæg i samarbejde med Aarhus Kommune og relevante parter. Vi håber derfor, at kommunen vil indgå i en hurtig og konstruktiv dialog om de nødvendige planmæssige og politiske rammer.

6. Håndtering af Marselistunnellens anlægsperiode de næste 8 år

Der er brug for en robust trafikplan i forhold til hvordan vi konkret forholder os til det meget omfattende anlægsarbejde med Marselistunnelen fra 2028 til 2036. Vi ønsker klare svar på konsekvenserne heraf og hvilke konkrete løsninger det peger på, for at mobiliteten i Kongelunden fungerer i de kommende år.

Der er gennem årene gennemført mange analyser og drøftelser af mobilitet og parkering i Kongelunden.

Vi anerkender det store arbejde, der allerede er gjort.

Men udviklingen i området og de konkrete udfordringer, vi allerede oplever i dag, gør det nødvendigt at omsætte ambitioner til handling.

Vi efterlyser derfor en politisk vilje til hurtigt at undersøge og afprøve konkrete løsninger i samarbejde med områdets aktører.

Vi står klar til at bidrage med erfaringer, data, testforløb, frivillige ressourcer og investeringer.

Kongelunden er et aktiv for hele Aarhus. Derfor bør vi i fællesskab sikre, at mobiliteten og parkeringskapaciteten følger med den positive udvikling, som området gennemgår.

Se video: