Mesterskabet er kun et stop på rejsen – Men vi lukker vores øjne i Aarhus

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

I denne klumme, min første som formand for de nuværende danske mestre i fodbold, skal vi forbi Brøndby, Bornholm og Europa. Men vi lukker vores øjne i Aarhus…

Vi begynder i Brøndby den 10. maj 2026 lidt før klokken 20.00, da dommer Mikkel Redder fløjtede for sidste gang i kampen mellem Brøndby og AGF. På lystavlen stod der 2-0 til AGF, og vi var danske mestre i fodbold for første gang i 40 år.

Jeg selv stod i spillertunnellen, hvorfra spillerne løber ind, mellem de to holds bænke. Vores direktør Jacob Nielsen var der og selvfølgelig andre fra bestyrelsen og direktionen. Vi ventede alle på dommerens sidste fløjt. Da det kom, var det for alle i AGF og for alle, der holder med AGF, et øjeblik af forløsning.

For nogle kom det til udtryk gennem det største smil, for andre gennem tårer. For alle var det et øjeblik, de ikke glemmer. Og mon ikke mange aarhusianere vil huske præcis, hvor de var, og hvem de var sammen med, dengang ”da AGF blev mestre”. Den 10. maj lidt før klokken 20.00.

Også for mig var det naturligvis en kulmination på mange års arbejde med glæder og skuffelser i AGF, og indrømmet, det udløste både smil og tårer.

For der har været økonomiske udfordringer og nedrykninger, og vi er mere end ofte blevet mindet om, at det er 30 år siden vi vandt noget. Og tænk sig i Aarhus – med alt det potentiale…

Men vi har arbejdet tålmodigt og strategisk år for år for at sætte os i en situation, hvor vi kunne vinde noget. Vi har bygget sten på sten og været tæt på undervejs, men nu lykkedes det.

Da vi stod der i spillertunnellen, vidste vi nok godt, at det ville betyde meget for aarhusianerne og Aarhus, men præcis hvor meget, fandt vi først ud, da vi kom hjem til Aarhus. Sent…

Men inden vi kommer hjem til Aarhus, skal vi en tur til Bornholm.

For nylig var AGF nemlig vært ved to debatter på Folkemødet på Bornholm – og hvad skal en fodboldklub så der?

Vi synes, at det var meget meningsfuldt, at vi som professionel fodboldklub, der jo lever af interaktion med offentligheden, kom med et bidrag til den demokratiske samtale og debat, som Folkemødet jo hylder.

Det var præcis så positiv en oplevelse at møde gæsterne i vores telt, som vi kunne have håbet på. Interesserede og engagerede og en fin påmindelse om betydningen af ikke at lukke sig om sig selv som fodboldklub.

Vi debatterede, hvordan en professionel fodboldklub i samarbejde med idrætsforeninger og kommuner i konkrete projekter kan bidrage til at hjælpe unge mennesker, som har det svært, i beskæftigelse.

Og så debatterede vi ejerskaber i dansk fodbold, hvor flere og flere klubber bliver ejet af udenlandske aktører. Vores gode kollega Kent Madsen, direktør i Silkeborg If, argumenterede stærkt for fordelene og mulighederne i deres model, hvor de har fået en amerikansk ejer.

Vi talte selvfølgelig om styrkerne i vores lokale ejerskab, som vi ser som en forudsætning, ikke en forhindring, for vores succes. Loyaliteten hos vores største lokale investorer har betydet meget for AGF i svære tider og med 10.000 lokale, mindre aktionærer kan man troværdigt tale om en lokal forankring – også i ejerskabet.

Vi tror meget på betydningen og værdien af den lokale forankring, på symbiosen mellem AGF og Aarhus – og det blev vi bekræftet i, da vi kom hjem fra Brøndby og skulle fejre mesterskabet med byen.

Vi blev ærlig talt væltet bagover af glæden og euforien, som vi blev mødt af. Hver gang vi troede, at det stilnede af, overraskede aarhusianerne os igen. Bare til vores egne arrangementer på sidste spilledag mødte 55.000 op – og hvis man tæller alle med, der befolkede gader og stræder, har der sikkert været på den anden side af 100.000.

På vegne af alle i AGF vil jeg sige alle aarhusianere en stor, stor tak for også i fejringen at have gjort vores mesterskab til et minde, alle i AGF vil værdsætte altid. Den støtte vil vi føle os forpligtet af.

Men, gode læser… hvis du sidder med oplevelsen af, at jeg med mine ord i klummen hidtil antyder, at vi i AGF med mesterskabet er nået endemålet på vores rejse, kunne det ikke være mere forkert.

Det er jo blot et stop – et meget positivt stop – på en fortsat rejse. Når sæsonen begynder i slutningen af juli, har vi alle 0 point igen, og i AGF handler det om at bygge på mesterskabet, at fastholde en position i toppen af dansk fodbold, og, når muligheden er der, igen at række ud efter at vinde noget.

Og så skal vi jo på en rejse i Europa, hvor vores målsætning er at komme i et europæisk gruppespil.

Og som afslutning vil jeg minde om, at AGF også europæisk har en historie at fortælle. Her et par nedslag:

I 1955 var AGF det første danske hold, der deltog i den nyoprettede Europacup for mesterhold, hvor vi tabte over to kampe til Stade de Reims, som nåede finalen.

Hjemmekampen blev i øvrigt spillet i Københavns Idrætspark, da Aarhus Stadion ikke havde lysanlæg, og Erik Jensen – all time topscorer i AGF – lavede i udekampen de to første danske mål i europæisk klubfodbold. Og i 1961 nåede AGF såmænd kvartfinalen, hvor vi tabte til Benfica, der også senere vandt turneringen.

I 1989 nåede vi kvartfinalen i pokalvindernes Europacup, hvor vi tabte til FC Barcelona efter 0-1 hjemme og 0-0 ude, hvor Søren Andersen i sin debutkamp brændte en friløber… Barcelona vandt (selvfølgelig) finalen.

I 1997 slog vi FC Nantes, hvor målmand Windfeld fik topkarakteren, et 10-tal, i L’Équipe efter 1-0-sejren på Stade de La Beaujoire.

Og den næste europæiske opgave hedder så Lech Poznan – vi håber på en ny, spændende europæisk rejse for AGF og byen, før vi lukker vores øjne i Aarhus.