Dette er ikke en græshøj

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Jeg gik forbi den græsklædte høj ved Aros forleden og opdagede rundt om ved dens fod små plaketter. ”Dette er et kunstværk” stod der at læse på disse, og at det ikke er tilladt at klatre eller opholde sig på græsset.

Jeg må indrømme, at det fremkaldte et smil. Ikke fordi jeg satte spørgsmålstegn ved dets rigtighed, men fordi der er noget næsten rørende over behovet for at proklamere det.

Det blev ikke mindre tankevækkende af, at de visualiseringer, som blev præsenteret for fire år siden, da projektet stadig var på tegnebrættet, viste mennesker, der gjorde netop det, opholdt sig på græsset. Her fremstod højen som et levende landskab og et nyt byrum.

Det er svært ikke at tænke på Magrittes ikoniske maleri af en pibe og underteksten ”Ceci n’est pas une pipe”, ”Dette er ikke en pibe”.

Det ligner en græshøj, men er ikke en græshøj. Det ligner et offentligt rum, men er ikke et offentligt rum. Derfor står der nu små skilte og fortæller os, hvad vi ser og skal opleve – dette i tråd med de gyldne lovprisninger siden projektets start, for det har ikke skortet på floromvundne ord om, hvad det er, vi skal se og opleve.

Jeg var selv inde i Domen i april som testperson i et forskningsprojekt om lysoplevelsers mulige påvirkning af kroppen. Jeg oplevede den 15 minutter lange lysinstallation alene, en oplevelse formentlig få forundt. Og, ja, denne følelse var enestående. Og, jo, oplevelsen var imponerende i skala. Men også skuffende.

Da projektlederen bagefter spurgte mig, hvilke tre ord jeg ville sætte på oplevelsen, svarede jeg: “Skuffelse. Stort. Undren.”

Skuffelse, fordi oplevelsen af værket, helhedsoplevelsen, alt taget i betragtning, på ingen måde stod mål med hypen og de flere hundrede millioner kroner, det har kostet.

Stort, fordi Domen ubestrideligt er stor, fysisk som i ambition.

Og undren, fordi jeg forbløffes over, at et projekt af dette omfang kan glide gennem offentligheden omgærdet af ensidig begejstring uden en bredere diskussion om værdi, kvalitet og prioritering?

Allerede i disse spalter i juni 2022 under overskriften ”Har Aarhus fået grøn stær?” undrede jeg mig. En ”arkitektonisk misforståelse” kaldte jeg den græsdækkede kæmpegravhøj, som efter min mening ville skæmme området omkring Aros og ødelægge det åbne rum mellem bygningerne. Jeg spurgte: Hvor er debatten? Hvor er byens arkitekter? Jeg efterlyste en arkitektur, der ville berige.

Projektet har hele tiden været præget af et misforhold mellem tyngde og indhold. Udadtil fremstår Domen monumental, næsten ceremoniel i sit udtryk. Den kræver plads. Opmærksomhed. Respekt. Men indadtil er spørgsmålet, om den oplevelse, man får tilbage, modsvarer det, som byen har måttet afgive, økonomisk og æstetisk.

Da jeg sad alene inde i Domen og observerede farverne langsomt forandre rummet, et rum skabt til stilhed og fordybelse, slog én tanke mig med en brutal enkelhed:

”Det er ikke pengene værd”.

Ikke for at sætte en pris på kunst. Heller ikke fordi oplevelsen var ligegyldig og uden kvalitet. Eller fordi rummet ikke er imponerende i fysisk forstand. Men fordi misforholdet trådte frem: de enorme ambitioner, prisskiltet, fortællingen om noget epokegørende, og den oplevelse, jeg faktisk stod tilbage med, en følelse af tom monumentalitet.

Ord som ’enestående’, ’verdensklasse’ og ’banebrydende’ har været gennemgående i fortællingen om Domen. At James Turrell gennem årtier har skabt omkring 100 Skyspaces rundt omkring i verden forbløffede mig derfor. Det gør ikke værket i Aarhus uinteressant. Kunstnere arbejder ofte i serier. Men oplysningen gav næring til min undren.

Hvori lever værket egentlig op til fortællingen?

Det er selvfølgelig ved et værk som Domen svært forud at vurdere ud fra ordene, om det kan levere det, som ordene lover – og dermed retfærdiggøre omkostningerne. Men har man prøvet? Eller har allerede de store ord taget luften ud af den mere besværlige samtale om kvalitet, værdi og konsekvenser? Ikke fordi nogen nødvendigvis ønsker at lukke den samtale, men fordi superlativer let kommer til at sætte dagsordenen, længe før de kritiske spørgsmål bliver stillet.

Om James Turrell er en stor kunstner, er ikke her mit anliggende. Men han har prædikatet ”stor kunstner”, og det er måske i virkeligheden det afgørende. For byer, museer og kulturinstitutioner spejler sig gerne i store kunstnere. De låner lidt af deres glans. De kan sige, at også de hører til i den internationale superliga. Det handler om branding, prestige og fortællingen om den moderne by.

Måske er det netop derfor, at kritikken har været så vanskelig at rejse. For når først politikere, fonde, kulturinstitutioner og medier kollektivt har investeret prestige i et projekt, der er blevet så stort, så dyrt og så symbolsk vigtigt, synes det vanskeligere at sige højt, at kejseren måske ikke er helt så prægtigt klædt. Ingen vil være den lille pige, der stiller sig op og siger det.

Kan begejstringen for et kunstværk blive så stor, at vi glemmer at diskutere det fælles projekt, som værket er blevet en del af? Et maleri kan flyttes. En udstilling kan lukkes. Et springvand kan fjernes. Domen er bestandig. Byen skal leve med græshøjen. Det er en del af prisen.