Fortsæt til indhold

Hvorfor er det nødvendigt at fjerne penge svarende til cirka 10 stillinger ude i plejen?

Charlotte Green (K) skriver modsvar til regionsrådsformand Anders G. Christensens debatindlæg.

Debat
Charlotte Green (K)Formand for Social- og sundhedsudvalget, Medlem af Sundhedsråd Kronjylland, Medlem af Sundhedskoordinationsforum i Region Midtjylland,

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Jeg deler fuldt og helt intentionen med Sundhedsreformen, som regionsformanden så fint folder ud i sit svar til mit indlæg, om de midler regionen tager fra ældreplejen og flytter til lederstillinger og IT.

Jeg er helt enig i, at reformen må og skal være et kvalitetsløft og med flere tilbud tæt på borgerne end i dag.

Derfor glæder det mig også, at du som regionsrådsformand påtager dig ansvaret for at skabe »et sammenhængende, ensartet og fagligt robust tilbud, der fysisk er placeret tæt på borgerne.« Det er præcis det, der er brug for.

Det fremgår heldigvis af svaret, at udfordringen ved omstillingen af sundhedsvæsnet koster noget, det er vi også enige om.

Som en del af reformen har regeringen besluttet at afsætte et stort milliardbeløb til den omstilling. Penge, der svarer til mere end 50 mio. årligt i Kronjylland. Så omstilling er netop tænkt ind.

Min fortsatte bekymring er derfor ikke, at der mangler penge til IT, ledelse og omstilling, men derimod at pengene tages som det allerførste fra den service, der ydes ude hos i ældre og ikke fra de penge, der skulle betale omstillingen.

Hvorfor er det nødvendigt at fjerne penge svarende til cirka 10 stillinger ude i plejen, når der er så mange, mange andre penge til netop nye ledelser og så videre. Beslutningen om at forhøje overhead betyder jo helt konkret, at de lovede forbedringer og ledelseslag skal betales af de ældre med besparelser ved sengekanten.

I Sundhedsrådet og kommunerne har vi helt til gode at se, hvor regionen vil bruge de mange rare penge fra staten i reformen. Det løfter regionsrådsformanden heller ikke sløret for i sit indlæg.

Men der er jo intet krav til flere medarbejdere ude hos de ældre i de penge. Flere medarbejdere ude i plejen kunne være særdeles tiltrængt, men hvorfor flytte penge frem og tilbage?

Min appel skal derfor fortsat være, at regionen reducerer deres overheadstraf for de kommunale midler, lader borgerne beholde deres medarbejdere ude på korttidspladserne og finder pengene til omstilling og ledelse i den pengepose, som kommer fra staten.

Det sikrer, at borgerne ikke mister hjælp, mens vi venter på løftet om det sammenhængende, ensartede og fagligt robuste sundhedsvæsen.

Se video: