Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Det er blevet bryllupstid igen. Det er det typisk i foråret og frem til sommerferien og så igen efter sommerferien. Nu er det sidste etape – selvom man selvfølgelig kan blive gift til alle tider.

For nylig læste jeg om et ægtepar, der blev gift hvert femte år. Altså med hinanden. For hvorfor er det kun fraskilte, der skal opleve glæden ved at blive gift igen, var deres pointe. Det ville de ikke snydes for, så de inviterer til bryllup hvert femte år og har nu gjort det tre gange.

Og sådan har jeg også før sommeren velsignet et sølvbrudepar, der gerne ville i kirken og her markere og fejre den kærlighed, der både har holdt dem ud og holdt dem ind i 25 år ved at få Guds velsignelse over sig igen.

Og ja, jeg kan godt se pointen med at gøre dét hvert femte år, for hvorfor vente 25 år eller til det går galt og man – hvis man er heldig – kommer til at opleve at elske på ny?

Velsignelser kan man godt gøre krav på. Sådan var det for patriarken Jakob, bror til Esau, da han i en sen nattetime kom i kamp med en fremmed, hvis ansigt, han ikke kunne se. Jakob var stærk og holdt den fremmede fast og var tæt på at overvinde ham.

»Slip mig,« siger den fremmede.

»Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig.«

Og så velsignes Jakob af Gud, for ham var det, han havde kæmpet med. Forinden havde han fået et slag på sin hofte af Gud, der gjorde ham halt – som et billede på, at vi i mødet med stærke kræfter, som kærligheden er, ikke går derfra uden at være mærket af den. På godt og ondt sætter den sine spor i os.

At blive velsignet betyder, at Gud er med os på vores vej og lover os sit følgeskab. Det betyder igen, at vi trygt kan falde i svime i den andens blik og favn fortabt for altid. Omvendt betyder det ikke, at vores liv bliver uden modstand og kamp. I vielses- og velsignelsesritualet tilspørges vi netop:

»Vil du elske og ære og leve med N.N. i både medgang og modgang i hvad lykke Gud den almægtige vil tilskikke jer…«

Guds lykke er både medgang og modgang, fordi det er evangeliets hårdnakkede påstand, at alting skal ende godt uanset, hvordan det går, for kærligheden er størst af alt.