»Jeg føler mig totalt til grin«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Kære Aarhus Byråd

Jeg har forsøgt at gøre det, man som borger bliver opfordret til at gøre i et demokrati. Jeg har skrevet høringssvar, skrevet til politikere, skrevet debatindlæg, skrevet om sagen på min lille blog og tilbudt at mødes med jer politikere.

Før det har jeg siden sommeren 2022, sammen med andre Soras-borgere, kæmpet for at udvikle Soras samværstilbud og har i den forbindelse deltaget i møder med fire forskellige ledere af samværstilbuddet.

Alligevel sidder jeg tilbage med en følelse af, at jeg har skrevet og talt ind i et ekkokammer. Og med en følelse af, at hele processen om lukningen er foregået hen over hovedet på mig. Som om jeg ikke er et menneske med levede erfaringer, behov og viden om mit eget liv, men snarere en ludobrik eller et tal i et regneark.

Midt i sommerferien modtog jeg en agterskrivelse om lukningen af Soras samværstilbud. I skrivelsen stod der, at kommunen ikke vurderer, at jeg er i den målgruppe, der skal tilbydes et alternativ, når samværstilbuddet lukker.

Den vurdering er foretaget af et menneske, jeg aldrig har mødt eller talt med, og som derfor kun kender mig gennem papirer.

Hvordan kan man vurdere mit behov for et samværstilbud uden at have mødt mig?

I agterskrivelsen stod der desuden, at mit behov vurderes at kunne dækkes af Kultur- og Kontaktsted Kragelund og andre almene tilbud. Kragelund er helt sikkert et godt sted for mange, men det er ikke det rigtige tilbud for mig.

Allerede i høringssvarene gjorde flere Soras-borgere opmærksom på, at Kragelund og lignende tilbud ikke er et reelt alternativ for os. Vi kom samtidig med konkrete forslag til, hvordan man kunne udvikle Soras samværstilbud i stedet for at afvikle det, så det kunne blive til glæde for flere.

Vi gjorde opmærksom på, at nogle af os aktuelt næsten ikke bruger Soras-samværstilbud, fordi tilbuddet ikke matcher os og vores behov. Vi gjorde også opmærksom på, at vi i flere år har været i dialog med Soras-ledelse om, hvordan samværstilbuddet kan udvikles, så det kan rumme flere forskellige Soras-borgere end i dag, og så vi får lyst til at komme og bruge det.

For min vennegruppe og mig har ønsket især været flere autismerelaterede aktiviteter og et samværstilbud, hvor samtale, refleksion og fællesskab med andre autister fylder langt mere, end tilfældet er i dag.

Tilbagemeldingerne fra Soras-ledelse har igennem årene kort sagt været, at de “oppefra” har fået besked på, at de skal fokusere på kerneopgaven med at yde mestringsvejledning og på at få bugt med den ulovlige venteliste til at modtage mestringsvejledning via Soras, og at der derfor ikke er overskud til at fokusere på samværstilbuddet lige nu.

Vi står allerede uden et reelt samværstilbud

Min oplevelse er, at den gruppe Soras-borgere, som allerede før lukningen i årevis har stået uden et reelt samværstilbud, er blevet overset i både høringsprocessen og i månederne derefter.

Jeg har fået at vide, at de borgere, som har brugt samværstilbuddet meget, er blevet inviteret til et møde. Det er selvfølgelig relevant at tale med dem. Men det gør det endnu mere uforståeligt for mig, at vi, der ikke brugte tilbuddet ret meget, fordi det ikke matchede os og vores behov, ikke også er blevet inviteret til dialog.

Jeg synes, det er udemokratisk kun at invitere én gruppe borgere til dialog. Hvis I kun lytter til dem, der har været glade for tilbuddet, får I kun belyst én del af virkeligheden. Og I får kun hjulpet den gruppe videre, mens vi, som ikke har været glade for tilbuddet, stadig står uden et tilbud.

Hvis der havde eksisteret andre egnede tilbud for voksne autister i Aarhus, havde vi selvfølgelig benyttet dem i stedet for at bruge flere år på at forsøge at udvikle Soras-samværstilbud.

Så vi kan ikke bruge det til ret meget, at I nu henviser os til tilbud, vi allerede har prøvet og fundet uegnede, og som hverken har autismerelaterede aktiviteter eller er gearet til at kunne rumme målgruppen.

Vi kan heller ikke bruge det til så meget, at I vurderer, at vi slet ikke er i den målgruppe, der skal tilbydes et alternativ til Soras-samværstilbud — andet end at vi kan konkludere, at vi er dybt uenige i den vurdering, som er blevet lavet hen over hovederne på os.

Jeg føler mig totalt til grin, når det, at vi Soras-borgere er blevet væk fra samværstilbuddet for at udtrykke vores kritik af det, samtidig med at vi ihærdigt har forsøgt at få en dialog i gang med ledelsen om at udvikle samværstilbuddet, nu af jer politikere og kommunen tolkes som, at vi ikke har behov for et samværstilbud.

Det efterlader mig med spørgsmålet: Hvad er værdien af høringssvar, dialog og borgerinddragelse, hvis de borgere, der længe har peget på et problem og gjort opmærksom på, at Soras-samværstilbud ikke fungerer for dem, alligevel bliver overset, når kommunen lukker Soras-samværstilbud og skal finde nye løsninger til de visiterede brugere?

For mig handler spørgsmålet ikke kun om Soras-samværstilbud. Det handler også om tillid.

Hvis byrådet ønsker, at borgere skal deltage i demokratiet, skrive høringssvar, tage ordet og bidrage konstruktivt, kræver det også, at borgerne oplever, at det nytter — og at I reelt lytter til det, vi siger, skriver og viser gennem vores handlinger ved for eksempel at boykotte et tilbud, som vi ikke finder er godt nok og matcher.

Og det kræver, at I som politikere belyser en sag fra alle vinkler i stedet for fra starten at lægge jer fast på, at den lave deltagelse i Soras-samværstilbud skyldes et manglende behov fra brugernes side — selvom nogle brugere hele tiden har fortalt jer en helt anden historie.

Det kræver også, at I tager dialogen med både de borgere, der har ros, og de borgere, der har ris til et tilbud. Lytter I kun til den ene gruppe, får I kun den halve historie og overser en gruppe borgere.