»Kom så, de hviie«: I kirken er der også plads til fodboldfans med bannere og fadøl

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

AGF var på forsiden af ugeavisen i uge 26. Og den nye bog om AGF prægede hele midtersektionen. Så var der en mindre artikel om en kæmpe AGF-fan og tre artikler – også om AGF – fulgte på næste side. Midt blandt reklamerne fra de lokale bedemænd stod præstens klumme.

I denne uge skal præstens klumme selvfølgelig også handle om AGF. Og lidt om den nye biskop. For han blev virkelig fejret med pomp og pragt, da han for nylig blev viet til sit embede i byens største kirke, sådan som det sig hør og bør.

Sådan har man gjort i mange år, og der er intet der tyder på, at der bliver lavet om på det.

Det hele kom dog lidt ned på jorden, da den ny biskop stod på prædikestolen og mest talte om De Hvi’e.

Det er jo så heller ikke så længe siden, de fantastiske spillere blev hyldet af byens borgere. Klart nok. Det var med sejrsråb, øller og meget, meget glade mennesker. Det var jo alt for mange år siden, de havde scoret de mål, der skulle til. Men så skete det. Tak for det!

To gange har jeg haft den store fornøjelse at holde AGF-andagt i Sankt Lukas Kirke. Begge år mødtes De Hvi´e en søndag formiddag til sæsonstart og blev lukket ind med alt, hvad man havde i hænderne. Nogle bar bannere, andre fadøl, og så var der børnene, som holdt en voksen i hånden, for der var trængsel. Men på bænkene humpede man sig og gjorde plads til en ekstra.

Det første år, jeg havde æren, talte jeg med en dreng på omkring syv-otte år. Han sad med sine forældre foran nogle ordentlige klepperter med kronraget hoved og rank ryg – for præsten har man da respekt for (tak for det!) Og så sagde den lille purk – måske lidt for højt: »Jeg holder med FC Midtjylland!« Og jeg nærmest råbte tilbage: »Det gør jeg også!« For jeg er født og opvokset i Silkeborg, og så er der bare noget, der hænger ved.

De kæmpestore mænd bag den lille dreng kiggede med store øjne på præsten, og jeg skyndte mig at sige: »Undskyld – det mente jeg ikke.« Og så grinte vi alle lidt ad det.

Da gudstjenesten gik i gang, og alle sang med på salmen ”Du gav mig, o Herre, en lod af din jord”, så blev bannerne foldet ud, og stemningen var så opløftende, ja, det grænsede til det guddommelige, at der kom en slags forbundethed mellem os alle sammen. En forbundethed, der ikke kun handler om fodbold, og som ikke rigtigt kan beskrives, men må opleves.

Inden jeg tog trinnene op på prædikestolen, viftede bannerne og alle i kirken råbte: »Kom så, præst«, og efter min prædiken var slut, så sang vi i kor ”Kom så, de hviie”. Igen og igen. Glæden ville ingen ende tage. Man kan nemt blive overtroisk sådan en dag. For da festen på torvet sluttede, og man sammen gik fra kirken i den lige akse ned til stadion for at heppe på den lokale klub, så skal jeg da være den sidste til at indrømme, at det nok ikke var en tilfældighed, at GF gik med sejren over Viborg.

Hvem der vandt året efter, kan jeg ikke rigtigt huske. Men den gode oplevelse gentog sig, selv om det regnede for fulde gardiner. Det skulle på ingen måde forhindre de trofaste fans i endnu engang at begynde sæsonen i kirken. Det må vi altså ikke glemme. At kirken har stor betydning for mange – også for dem, vi ikke lige troede. Dem, der ikke er døde og borte, men som også kan have brug for et fælles fadervor og Guds velsignelse til at gå videre ud i livet med.