Et nej i banken kan slukke lyset i endnu et hus
Den nye regering vil styrke og udvide ordningen med statsgaranterede boliglån, lyder det fra lokal folketingspolitiker.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Folk på landet beder ikke om særbehandling. De beder om at blive vurderet fair.
Har man en sund økonomi og råd til at betale sit lån, bør det veje tungere end boligens postnummer. Alligevel kan en familie få afslag på et billigt hus på Djursland, fordi banken vurderer, at huset kan være svært at sælge igen.
Dermed kan adressen ende med at veje tungere end køberens økonomi.
Det synes jeg er grundlæggende urimeligt.
Et afslag rammer ikke kun køberen. Det rammer også sælgeren, som ikke kan komme videre. Når handlerne udebliver, bliver bankerne endnu mere forsigtige. Den udvikling kan hurtigt blive en ond cirkel.
Ét afslag forandrer ikke en landsby. Men mange afslag kan. Huse bliver stående, nye familier udebliver, og lyset slukkes i ét vindue ad gangen.
Konsekvenserne mærkes hurtigt.
Konsekvenserne mærkes hurtigt. Skolen får færre elever, købmanden færre kunder og foreningerne færre medlemmer. Et problem med boligfinansiering kan derfor få konsekvenser for hele lokalsamfundet.
Jeg holder af de mindre byer og landsbyer på Djursland. Her findes stærke fællesskaber, fantastisk natur og gode mennesker, der hver dag får tingene til at fungere. De fortjener, at vi tror på deres fremtid.
Derfor vil vi i den nye regering styrke og udvide ordningen med statsgaranterede boliglån, så flere med en sund økonomi får mulighed for at købe bolig i landdistrikterne. Man skal fortsat kunne betale sit lån, men man skal ikke dømmes ude alene på grund af postnummeret.
Samtidig vil vi investere i byfornyelse, modernisere planloven og skabe bedre vilkår for små skoler, butikker og virksomheder. Hvis flere skal vælge de små samfund til, kræver det både boliger og liv omkring dem.
Jeg tror på vores lokalsamfund. Derfor vil jeg fortsat kæmpe for, at flere får mulighed for at flytte ind og tænde lyset.