Plads til alle?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Der var engang en skole, hvor elevrådet fik lov til at bestemme temaet for emneugen.

»Demokrati!«, valgte de og fik stor applaus fra lærere og ledere.

På Aula skrev elevrådet til alle børnene:

»Vi skal lære om demokrati, frihed og rettigheder – og om, at der er plads til alle. Har du lyst til at fortælle, hvad du tror og tænker, så kom forbi lokale 333 og skriv dig på listen.«

Gitte, en sjov pige med blå skjorte og pæne sko, var den første.

»Maksimal frihed og retten til at vælge selv,« lød hendes overskrift.

Så kom Magnus, en flink fyr i denimjakke og røde sokker. Hans overskrift var:

»Fællesskab og at løfte i flok.«

Til sidst kom Jonas. En stille dreng i sort fra top til tå og sagde:

»Giv os en konge frem for flertalstyranni. Må jeg fortælle om det? Er der plads til alle?« Det spørgsmål blev hængende i luften.

Der var engang en landsby med et gammelt, men ivrigt brugt forsamlingshus. Her mødtes folk til strikkeklubber, fællesspisning, sangaftener og til debat en gang om måneden. Bestyrelsen var særligt stolt af debataftenerne, som havde sloganet ”plads til alle.”

»Vi skal kunne være uenige og stadig sidde ved samme bord«, plejede formanden at sige.

En aften handlede debatten om, hvordan byen skulle indrettes. Nogle ville have mere bilparkering. Andre ville have flere cykelstier. En tredje mente, at der skulle bygges flere nye huse. Folk var uenige, men lyttede til hinanden. Til sidst rejste en ældre mand, som havde boet i byen, siden han var dreng, sig.

»Jeg er ikke enig i nogen af forslagene«, sagde han.

»Vi har nok cykelstier. Bilparkering er unødigt, og nye huse vil ødelægge byens stil. Jeg mener, at vi bevæger os i den forkerte retning.«

Der blev stille.

»Det må du da gerne mene,« sagde formanden tøvende.

En kvinde på forreste række rejste sig.

»Jeg synes faktisk ikke, det er i orden!«

Formanden så overrasket på hende.

»Hvad er ikke i orden?«

»At stå og rakke ned på mine idéer. Det er ikke rart.«

En anden brød ind.

»Jeg synes også, det er ubehageligt, at han siger mine forslag er dårlige. Ja, det er krænkende.«

Formanden så rundt i lokalet.

»Jeg kan godt se, hvad I mener. En holdning er jo ikke bare en holdning. Måske skulle vi debattere rammen for debatten.«

Den ældre mand tog ordet:

»Jeg kan selvfølgelig ikke bestemme, hvad der skal ske, men må jeg sige, hvad jeg mener? Er der stadig plads til alle?«

Vi hører lige nu i den offentlige debat, at der er holdninger, grupper og personer, vi ikke kan eller skal tolerere. Vi taler om at udelukke, begrænse og forbyde. Og nogle gange er der gode grunde til at sætte grænser – et demokrati behøver ikke acceptere alt. Men hvor går grænsen mellem ’de intolerante’ og dem, man bare er uenig med? Er det mangfoldighed, vi ønsker eller ensretning i en pænere sprogdragt?

Tolerance drejer sig om at give plads, ikke kun til dem, vi ligner og er enige med, men også til dem, vi mener tager fejl.

Som en del af folkekirken sætter jeg pris på, at vi som helhed kan være et forbillede i samfundet, fordi vi er et anderledes, tolerant, mangfoldigt, kristent fællesskab med plads til store forskelle. Og som kirke mener jeg, at vi er her for at pege mennesker i retning af Jesus Kristus – den Gud, der elsker alle, kalder alle, har plads til alle og inviterer alle ind i fællesskab med sig selv.

Lad dem, som har ører, høre.