AGF-klumme: Viborg er vigtigere end Benfica

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Det har været flittigt brugt i mange år, det såkaldte relationsbegreb. Ikke kun inden for erhvervslivet, men i de senere år og i stigende grad også i fodbold (selvfølgelig, fristes man til at sige).

Dette relationsbegreb udfoldes ofte i de mange og efterhånden allestedsnærværende optakt – og nedtaktsudsendelser i forbindelse med både AGF’s og alle de andre kampe i Superligaen. Allermest udfoldes det, når der laves interview med spillere og trænere.

»Hvordan synes du relationerne var på banen?« er næsten lige så gængs et spørgsmål som når en lærer i niende klasse spørger, om eleven har brugt ChatGpt til dansk-stilen.

Relationer ER vigtige. Til dagligt arbejder jeg som nærmeste leder for lærere, hvis fornemmeste opgave er at have gode relationer til og med eleverne.

Sådan skal det være, for når det kommer til undervisning og det vigtige forhold mellem elev og lærer/pædagog, er relationer af enorm betydning. Jeg mener, hvis det ikke lige spiller mellem lærer og elev, går det nemt galt. Det samme gælder for samspillet mellem lærerne internt og i samspillet mellem eleverne selv. Relationer ER vigtige. Basta.

Derfor er det også relevant, når Tøfting, KEP, Sørensen og Laudrup på tv taler om det relationelle, meeeen er jeg lige nu den eneste, der er ved at have fået nok af ”det med relationer” og vigtigheden af dem?

For mig er det, som om det både under VM, men også i den netop igangsatte sæson, er sådan, at begrebet optræder konstant og hele tiden.

Jeg kan selvfølgelig tage fejl og har som sådan ingen specifikke data, der understøtter min fornemmelse. Jeg ved dog, at flere jeg taler fodbold med, nikker genkendende.

Under alle omstændigheder har brugen af begrebet vakt min fodboldnysgerrighed, og derfor skulle jeg også lige ”google” begrebet og se, om det understøttede det, jeg forestillede mig, det skulle.

Der stod følgende:

Relationer i fodbold dækker over det samspil og de tætte forbindelser, der opstår mellem spillere på banen samt mellem spillere og trænere. Gode relationer skaber hurtigere beslutninger, bedre forståelse og et trygt fællesskab, som styrker både det taktiske spil og holdets mentale trivsel.

Det er jo positivt og vel noget, der er svært at sætte sig imod. Og det er selvfølgelig ikke, at det relationelle ”styrker både det taktiske spil og holdets mentale trivsel”, jeg opponerer imod. Det er meget mere selve snakken om det relationelle, som jeg bliver lidt gammelmandsagtig og småirriteret over. Hvorfor ikke bare – specielt i fodbold – kalde en spade for en spade?

Disse såkaldte managementbegreber, hvor relationskompetence blot er et af mange, får mig til at tænke mere på Gianni Infantino og Fifa end på John Stampe og De Hviie.

Og det har jeg ikke lyst til, og jeg ved, at det ville glæde samtlige vejlbyere og de fleste GF-fans, hvis vi kunne sætte denne pseudo-intellektuelle fodboldretorik på pause og vende tilbage til en mere simpel og enkel formidlingsform, hvor en et-to mellem kant og nier blot er en god, gammeldags og velfungerende aktion på en fodboldbane.

Det var derfor, mange elskede Svend Gehrs, fordi han aldrig pustede sig op som en frø med akademiske ambitioner. Han sagde tingene, som de var. Blandt andet, ”at landsholdet spiller som Guds små engle”, når de faktisk spillede som Guds små engle. Hverken mere eller mindre.

Men tilbage til det enkle og den simple formidling og forståelse. Den berømte et-to’er kan man sagtens udføre uden nogen som helst form for relationserfaring, dét garanterer jeg. Selv husker jeg den kamp hvor Jacob Madsen, helt ny i VIK, skulle starte i front med mig. Fem mål i første kamp uden at jeg anede, hvor han kom fra, eller hvad han hed.

Eller tænk på Colin Rössler i CL forleden mod Sabah – direkte ind fra start, uden problemer af nævneværdig karakter og klar til både det relationelle og tacklinger og fuld approach.

Fodbold er et simpelt spil. Og går vi tilbage i historiebøgerne og ser på debuterende spillere hos AGF, og hvor indøvede relationer nødvendigvis måtte være ikke-eksisterende, så læs lige med her:

Mikael Anderson mod Vejle i 2021, Kevin Yakob mod AaB året efter, Mustafa Bundu helt tilbage mod Brøndby i 2016 og ja, selv salige Søren Larsen og Nando Rafael i 2010 og 2011, der begge mildt sagt ikke kunne kaldes relationsspillere – overhovedet!! For alle de nævnte gælder, at de i deres allerførste kamp for AGF scorede og brændte banen af samtidig.

Al den fokus på relationer kan rent faktisk indimellem have den modsatte virkning. Hvor tit ser man ikke trænere, der er så fokuserede på at vælge spillere, som har opdyrket interne relationer, at de går hen og mister deres sunde fornuft og derfor undlader at stille med de bedste spillere? Det så vi hos Uwe Rössler og til dels også David Nielsen. Vi ser det ikke hos Jakob Poulsen. Der er dæleme ikke så meget pis. Ude på Fredensvang i trænerteamet bliver der i den grad talt om, at: »Lad os prøve hele kavaleriet af og se hvad det giver os«.

Og indtil videre har det givet os både mesterskab og gruppespil i Europa.

Så stil bare med de bedste spillere. Prøv bare spillere af uden at være nervøs for relationer. De finder ud af det. Som Jacob Madsen og jeg i VIK. Og som Bogere mod Sønderjyske i foråret.

Og fuck den relationssnak i tv-studiet. Eller – minimér i det mindste brugen af begrebet. For det er i bund og grund såre simpelt. Det vidste Søren Lerby, som engang sagde til en ung debutant på landsholdet: »Bar’ gi’ mig bolden, hvis du ikke ved, hvad du skal gøre af den, dvs. gi’ mig den hele tiden!«

Så opfordringen herfra til KEP, Peter Sørensen og Junker og alle andre eksperter. Bare sig’ det handler om en et-to – det kan alle forstå. Også uden at vide en kæft om relationskompetencer.

Og så ved jeg godt, at hverken relationer eller et-to’erne sad i skabet i Baku tirsdag aften. Så langt fra. Men det gjorde de jo altså i Poznan 14 dage tidligere. Og de kunne have trænet samtlige øvelser i relationsbogen fra nu og til juleaften, og det havde ikke ændret en skid i Baku.

AGF havde un jour sans – en dag, hvor intet virkede. Og måske skal vi som tilskuere, seere og kommentatorer blive bedre til at acceptere, at der bare findes gode dage og dårlige dage. I Baku var det de etablerede spillere, altså dem der burde have overskud på relationskontoen, der svigtede og ikke leverede.

Nu er det videre, for fredag aften står AGF over for en vanvittig vigtig kamp i Viborg. Og for mig også vigtigere end den kommende Benfica-kamp. For husk på – i Vejlby og i Aarhus har spillet om mesterskabet altid første prioritet. Altid.

KSDH!