Dansk Folkeparti tager tre klare prioriteter med til budgetbordet
De ældre, de unge og den kollektive trafik fylder for partiet i forhandlingerne.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Budgetforhandlingerne i Skanderborg Kommune nærmer sig med hastige skridt. For første gang i fire år sidder Dansk Folkeparti igen med ved forhandlingsbordet, og det forpligter. Vi har lagt hovederne i blød for at koge vores vigtigste ønsker ned til tre overordnede punkter.
1. Værdighed til vores ældre
Vores ældre i Skanderborg Kommune skal behandles med værdighed. Vi foreslår derfor at afsætte ekstra midler til ældreområdet, så de såkaldte stjernestunder, for eksempel gåture, en hyggesnak over kaffen eller et slag kort, ikke kun bliver overladt til ungarbejdere. Det skal også være en del af hverdagen for det faste personale. Det vil være en kæmpe gevinst for alle: de ældre borgere, sosu hjælperne, assistenterne og kommunen som helhed.
Dertil vil vi gøre bussen gratis for alle over 65 år inden for kommunens grænser. Og så skal vi sikre, at ordentlige fortove og cykelstier ikke kun er forbeholdt dem, der bor inde i byerne.
2. De unge skal høres og have bedre rammer
De unge er alt for ofte blevet overhørt i den politiske debat, og det skal der gøres op med. Vi ønsker at skabe et samlingssted, hvor de unge kan mødes fredag og lørdag aften under kontrollerede forhold, for eksempel til en øl sammen, uden at forældrene er til stede. Ansvaret bør i stedet løftes af unge voksne i tyverne. Man kunne med fordel afsøge muligheden for at lade pædagogstuderende tage tjansen, da det ville give dem en oplagt mulighed for at møde andre typer af unge end dem, de normalt stifter bekendtskab med.
Samtidig vil vi som minimum have undersøgt muligheden for en kunstgræsbane i Låsby. Børn og unge her skal ikke tvinges til Ry, Galten eller Skanderborg blot for at kunne spille fodbold om vinteren. Endelig ønsker vi flere midler til at bevare de unges interesse inden for kulturen, lige fra musik og drama til håndbold.
Vi ved godt, at der venter drøftelser og forhandlinger undervejs, men vi vil kæmpe for at sætte det stærkest mulige aftryk på budgettet
3. Et reelt løft af den kollektive trafik
Kommunen og specielt landdistrikterne har længe sukket efter bedre kollektiv transport. Det skal gøres mere lukrativt at bosætte sig i landsbyerne omkring Skanderborg, og både unge og ældre skal have reel mulighed for at komme ind til Skanderborg. I den sydlige del af kommunen ser vi en busrute, der kører Skanderborg Sø rundt, som en oplagt løsning.
Selvfølgelig skal busserne også køre om aftenen. Man skal kunne deltage i kultur og aftenarrangementer i byen uden at skulle bekymre sig om, hvordan man kommer hjem.
Det er vores tre hovedmærkesager. Vi ved godt, at der venter drøftelser og forhandlinger undervejs, men vi vil kæmpe for at sætte det stærkest mulige aftryk på budgettet.