Jeg skulle til Grønland for at opdage, hvor meget en sygeplejerske egentlig kan

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Vi taler om mangel på læger og sygeplejersker og om et sundhedsvæsen under pres. Men måske burde vi også stille et andet spørgsmål: Bruger vi overhovedet de kompetencer, vi allerede har?

Efter mere end 25 år som sygeplejerske troede jeg egentlig, at jeg kendte mit fag.

Så kom jeg til Sydgrønland.

I disse uger arbejder jeg på et lille sundhedscenter i Nanortalik. Her er virkeligheden en ganske anden end den, jeg kender fra det danske sundhedsvæsen.

Der er ikke et stort hospital rundt om hjørnet. Der er ikke en specialafdeling, man bare kan sende patienten videre til. Lægen kan befinde sig mange hundrede kilometer væk, og hvis en patient skal videre, kan både afstande og vejret få afgørende betydning.

Det betyder, at sygeplejerskens funktion bliver en anden.

Man arbejder på tværs af det, vi i Danmark ofte har delt op i specialer, afdelinger og faggrænser. Den ene situation kan handle om forebyggelse og den næste om en akut patient. Der tages blodprøver, anlægges PKV, behandles sår, lægges gips, foretages kliniske observationer og vurderinger, og man kan stå med fødsler, ligsyn og akutte situationer, hvor lægen ikke befinder sig i samme bygning.

Samtidig skal man kunne kommunikere på tværs af sprog og kultur og vide præcis, hvornår patientens tilstand kræver lægelig vurdering eller transport videre.

Det er ikke cowboyland.

Der er lægefaglig sparring, instrukser og klare grænser for kompetencer og ansvar.

Men der er et råderum.

Og netop det råderum har fået mig til at se på den danske sygepleje med nye øjne.

Det ville være forkert at påstå, at der ikke er sket noget i Danmark.

Dansk Sygeplejeråd har gennem mange år arbejdet for større selvstændigt ansvar til sygeplejersker. Man vedtog i Folketinget enstemmigt et forbeholdt virksomhedsområde for sygeplejersker, som trådte i kraft året efter.

Det betyder, at sygeplejersker på en række områder ikke længere behøver en lægelig delegation for at handle. Siden er mulighederne blevet udvidet yderligere, blandt andet på lægemiddelområdet.

Det er et vigtigt fremskridt.

Men en ændring af lovgivningen er ikke nødvendigvis det samme som en ændring af virkeligheden.

For selv om sygeplejersker har fået større formelle kompetencer, er det fortsat den enkelte arbejdsplads og ledelse, der organiserer arbejdet og fastlægger rammerne for, hvordan kompetencerne anvendes.

Og her opstår det interessante spørgsmål:

Har vi ændret lovgivningen hurtigere, end vi har ændret vores måde at tænke sundhedsvæsen på?

Det danske sundhedsvæsen er højt specialiseret. Det er på mange måder en enorm styrke.

Men specialisering har også en bagside.

Når stadig flere opgaver deles mellem afdelinger, professioner og organisatoriske enheder, risikerer vi, at den enkelte sundhedsprofessionelles faglige råderum bliver mindre.

Ikke nødvendigvis fordi vedkommende mangler kompetencerne.

Men fordi systemet er blevet vant til en bestemt arbejdsdeling.

Det bliver særligt relevant nu.

Vi står med flere ældre, flere borgere med kroniske sygdomme og et politisk ønske om, at langt mere behandling skal foregå tættere på borgerens eget hjem.

Samtidig diskuterer vi mangel på praktiserende læger, mangel på sygeplejersker og problemer med at rekruttere sundhedspersonale.

Svaret kan selvfølgelig ikke være, at sygeplejersker bare skal løbe hurtigere eller ukritisk overtage lægernes opgaver.

Det ville være både fagligt og politisk uambitiøst.

Spørgsmålet bør i stedet være:

Hvilke opgaver kræver reelt en læge – og hvilke opgaver kan andre sundhedsprofessionelle løse selvstændigt og forsvarligt, hvis de har kompetencerne?

Sygeplejersker skal ikke være læger. Det er vigtigt at understrege.

Jeg ønsker ikke et sundhedsvæsen, hvor professionsgrænser bare ophæves.

Sygeplejersker og læger har forskellige uddannelser og forskellige fagligheder. Det skal vi værne om.

Men respekt for faggrænser må ikke udvikle sig til organisatorisk vanetænkning.

Vi uddanner i dag sygeplejersker på højt niveau. Vi har specialsygeplejersker og sygeplejersker med avancerede kliniske kompetencer. APN-sygeplejersker kan eksempelvis varetage komplekse kliniske vurderinger og forløb.

Dansk Sygeplejeråd argumenterer selv for, at disse kompetencer skal bruges langt mere – blandt andet i almen praksis, kommunerne, psykiatrien, akutmodtagelserne og de medicinske patientforløb.

Det giver mening.

Men det kræver mere end nye uddannelser.

Det kræver ledelse.

Vi taler meget om frisættelse i den offentlige sektor.

Ofte kommer diskussionen til at handle om dokumentation, regler og bureaukrati.

Men der findes også en anden form for frisættelse:

Faglig frisættelse.

Hvis en erfaren og kompetent sygeplejerske kan vurdere og løse en opgave forsvarligt, bør vi spørge os selv, hvorfor systemet eventuelt kræver endnu et organisatorisk led, før noget kan ske.

Det betyder ikke mindre patientsikkerhed.

Tværtimod skal større råderum følges af tydelige kompetencekrav, uddannelse, ansvar og klare kriterier for, hvornår lægen eller en anden specialist skal involveres.

Men ledere i sundhedsvæsenet skal også turde give medarbejderne mulighed for at anvende de kompetencer, de faktisk har.

Ellers risikerer vi at uddanne mennesker til et fagligt niveau, som vores organisationer bagefter ikke giver dem mulighed for at bruge.

Danmark kan naturligvis ikke bare kopiere det grønlandske sundhedsvæsen.

Vilkårene er fundamentalt forskellige.

Men netop derfor kan Grønland lære os noget.

Når afstandene bliver enorme, og ressourcerne er begrænsede, bliver et sundhedsvæsen tvunget til at se meget konkret på kompetencer.

Hvem kan løse opgaven?

Hvad kan løses lokalt?

Hvornår er lægens kompetence nødvendig?

Og hvornår skal patienten videre?

Det er spørgsmål, der ikke kun er relevante i Nanortalik.

De bliver også relevante i Danmark, når stadig mere behandling skal foregå i kommunerne, i almen praksis og hjemme hos borgerne.

Vi kommer ikke til at løse fremtidens udfordringer alene ved at ansætte flere.

Derfor bør sundhedsreformen også handle om, hvordan vi bruger de mennesker, vi allerede har.

Måske skal vi i mindre grad organisere efter, hvem der traditionelt har udført en opgave, og i højere grad efter, hvem der har kompetencen til at løse den forsvarligt.

Efter mere end 25 år som sygeplejerske skulle jeg helt til Sydgrønland for igen at blive mindet om bredden i mit eget fag.

Vi har allerede mange af kompetencerne i det danske sundhedsvæsen. Nu skal vi turde bruge dem.