Djurslands Venstre kan hjælpe med at bremse Messerschmidt
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Sommeren har politisk været domineret af Morten Messerschmidt og ulve. Om der er en sammenhæng, må læserne selv vurdere.
Minister for natur og dyrevelfærd, Christian Rabjerg Madsens, optræden forleden med en død såkaldt »problemulv« ved sine fødder viste, at Socialdemokratiet er villig til at gå længere ud ad den pinlige tangent end nogensinde før i forsøget på ikke at overlade ulvescenen til Inger Støjberg og Morten Messerschmidt.
Det var tåkrummende at se den ellers forsigtige minister følge sine rådgiveres råd og levere en seance, han formentlig vil blive husket for som det eneste, når hans ministertid er forbi.
Hvis ambitionen er at blive lige så stort som i fordums dage, kan det ikke klares fra Christiansborg.
Tilbage til Morten Messerschmidt. Har han overhovedet politisk betydning i Norddjurs og Syddjurs?
Hans Dansk Folkeparti er i dag en minoritet i Syddjurs og slet ikke repræsenteret i byrådet. I Norddjurs fik partiet to mandater ved KV25. Det ene blev hurtigt neutraliseret og tilhører nu en løsgænger. Det andet mandat sidder den tidligere socialdemokrat og yderst pragmatiske og arbejdsomme Jens Kannegaard Lundager på.
Fakta er imidlertid, at Messerschmidts fremgang i meningsmålingerne har placeret Dansk Folkeparti som næststørst efter Socialdemokratiet. Dermed fortsætter han, hvor han slap ved folketingsvalget tidligere på året, hvor han som bekendt satte statsminister Mette Frederiksen til vægs i personlige stemmetal.
Modsvaret fra Venstre – der fortsat i egen optik ser sig selv som det afgørende blå parti med Troels Lund Poulsen som statsministerkandidat – lader vente på sig.
Troels Lund Poulsen har valgt tavsheden, mens Messerschmidt mere og mere, uden konkurrence, overtager rollen som blå mastermind.
I et sommerinterview udtalte Troels Lund Poulsen, at vejen til et større Venstre går gennem en svækkelse af de partier, der er »børn af Venstre«: primært Støjbergs Danmarksdemokraterne, Løkke Rasmussens Moderaterne og vel også Liberal Alliance.
Venstre-light-partierne må have studset over de bemærkninger. For hvordan kan man være del af et blåt alternativ til den siddende regering, hvis Venstres statsministerkandidat ser en række af de øvrige blå partier som en hæmsko, der helst skal forsvinde fra scenen?
I Norddjurs er der 16 blå politikere fordelt på fem partier og to løsgængere. I Syddjurs er der 12 fordelt på blot tre partier.
Venstre er størst både nord og syd for Kolindsund, men hvor lidt Christiansborg fylder lokalpolitisk, illustreres bedst af, at partiet igen-igen står uden en kapabel folketingskandidat. Og det i en periode, hvor fokus ellers er på at skabe et blåt alternativ til den nuværende regering - og Messerschmidt.
Venstre på Djursland kommer – ligesom Venstres lokalafdelinger i resten af landet – ikke uden om at forholde sig til partiets fremtid.
Hvis ambitionen er at blive lige så stort som i fordums dage, kan det ikke klares fra Christiansborg. Derfor ville det være velgørende, hvis Venstre lokalt fortalte, hvad medlemmerne egentlig tænker om partiets fremtid. Hvad har Venstre tænkt sig at gøre lokalpolitisk for at løfte partiet i meningsmålingerne?
Et første skridt kunne være at finde en tung folketingskandidat i Djurskredsen, der allerede nu magter opgaven med at sætte politiske dagsordener, som borgerne på Djursland kan se sig selv i.
En V-kandidat, der er synlig, og som vil bruge det knofedt, der skal til for at give borgerne troen på, at Venstres rolle ikke er udspillet, og at partiet ikke blot er et appendiks til retorikeren Morten Messerschmidt.
For sandheden er, at afstanden fra Venstre til Messerschmidt er større end afstanden mellem Venstre og Socialdemokratiet. Det skal en skarp Venstre-kandidat på Djursland turde sige højt, så borgerne forstår det.
Det må være slut med at være »i proces« i forhold til at finde en folketingskandidat.
Der skal handling til, hvis det ikke skal ende med, at Danmarks ældste parti bliver en anakronisme.