Over 20 tilsyn på et halvt år: Ældreområdet i Favrskov belastes fortsat af mange og ukoordinerede tilsyn
Ambitionen om færre tilsyn og bedre koordinering mv. er god, men virkeligheden er en anden, skriver Social- og Sundhedsudvalget i Favrskov Kommune.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Med den nye ældrelov lovede man fra Christiansborgs side, at tilsynene på ældreområdet ville blive færre, bedre koordinerede og med et tydeligere fokus på læring fremfor kontrol. Nu her ét år efter, at loven er trådt i kraft, er de gode intentioner endnu ikke blevet til virkelighed i Favrskov Kommune.
Lad det være sagt med det samme: Tilsyn er et vigtigt bidrag til kommunernes løbende arbejde med at højne kvalitet, patientsikkerhed og læring. Et udefrakommende blik på hverdagen i vores ældrepleje fra f.eks. Ældretilsynet, Styrelsen for Patientsikkerhed eller Arbejdstilsynet kan være med til at få øje på forbedringsmuligheder, stille de nødvendige spørgsmål og sikre, at den faglige kvalitet er høj.
Men tilsyn kræver også ressourcer. På en tilsynsdag på et plejehjem skal ledelsen frigøre tid, medarbejdere skal være til rådighed for samtaler, dokumentation skal findes frem, planer skal gennemgås, og der skal følges op bagefter.
Alle disse tilsyn kan være ganske meningsfulde, hvis de bidrager til læring og bedre kvalitet. Men når tilsynene kommer fra mange forskellige myndigheder, der ikke taler sammen, med forskellige processer og forskellige dokumentationskrav, bliver det en betydelig opgave for vores ledere og personale i ældreplejen, hvor værdien kan være svær at få øje på.
Derfor hilste vi i Favrskov Kommune det velkommen, da ældrereformen og den nye ramme for ældretilsynet blev præsenteret. Her var der udtrykt tydelige ambitioner om færre tilsyn, bedre koordinering og et tydeligere fokus på læring. Det var i vores perspektiv den rigtige retning.
I Favrskov Kommune har der alene i det første halvår af 2026 været gennemført over 20 tilsyn i ældreplejen. Det er mere, end vi plejer at opleve, og ingen af disse tilsyn har været koordineret med andre tilsynsinstanser. Som noget nyt oplever vi nu også, at Ældretilsynet er begyndt at følge op på tilsyn, som Arbejdstilsynet har lavet, ved at aftale ekstra besøg på stederne. Og der er ingen tegn på, at tilsynsbølgen aftager lige foreløbigt.
Havde det nu været, fordi Favrskov Kommune var under lup på grund af bekymringer for kvaliteten i ældreplejen, havde man måske kunnet forstå det. Men vi får faktisk rigtig gode tilbagemeldinger på alle tilsynsbesøgene.
Når vi går i dialog med vores ledere og medarbejdere, giver de udtryk for, at de hverken oplever et fald i antallet af tilsyn eller mærker, at tilsynene i praksis har fået en mere lærende tilgang. Dialog og læring nævnes som intentionen, men vi oplever, at krav, processer, kontrol og opfølgning fortsat fylder meget.
Skiftende regeringer har løbende ledt efter gode muligheder for afbureaukratisering – blandt andet for at frigøre mere tid til pleje og omsorg til de ældre. Her er en oplagt mulighed, og den bør gribes.
Rom blev som bekendt ikke bygget på én dag. Men vi ser frem til, at de politiske intentioner om mindre bureaukrati snart følges op.
læser
lige nu