Den grundlæggende kritik handler om solcelleanlæggets enorme størrelse og placeringen helt tæt på tre eksisterende lokalsamfund

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Jeg sidder tilbage med en noget anden konklusion efter at have læst Kristian Skipper-Pedersens indlæg i Din Avis. For hvis skov, stier, beplantning og rekreative elementer skal være dokumentationen for, at borgerne omkring Hadsten, Hadbjerg og Nørre Galten har haft reel indflydelse, så illustrerer det efter min opfattelse snarere problemet.

Dialogen omkring projektet har nemlig ikke alene bestået af de borgere og naboer, der skal bo klos op ad anlægget. Dialoggruppen har også omfattet andre interessenter, herunder eksempelvis Danmarks Naturfredningsforenings lokalafdeling.

Det er der intet galt i. Men så skal vi også være varsomme med at præsentere ønsker om eksempelvis stier, natur og beplantning fra en bredere dialogproces som dokumentation for, at de lokale borgere og nærmeste naboer har fået deres ønsker imødekommet.

For hvad har de mennesker, der faktisk skal bo med anlægget som nabo, sagt om selve projektet? Her er billedet mindre bekvemt. Den grundlæggende kritik handler ikke om, hvor en sti skal ligge, eller hvor højt et læhegn skal være. Den handler om projektets enorme størrelse og placeringen helt tæt mellem tre eksisterende lokalsamfund. Derfor bliver det lidt som at spørge borgerne, om de ønsker huset bygget, og når de siger nej, efterfølgende fremhæve, at de trods alt fik lov til at vælge farven på døren.

Hvis budskabet er: “Vi ønsker ikke et energianlæg i denne skala her.” Og svaret bliver: “Vi har hørt jer, så nu får I stier, beplantning og skov,” så har man måske hørt ordene. Men man har ikke nødvendigvis lyttet til budskabet.

Jeg studser også over, at Kristian Skipper-Pedersen fremhæver det “meget beskedne” fremmøde ved de seneste arrangementer. For samtidig har 54 ud af 59 husstande i et af de berørte områder stået sammen om et fælles høringssvar, og mere end 600 borgere har offentligt markeret modstand mod projektet i høringsprocessen.

Det er svært at få øje på, at lokalsamfundet ikke har forsøgt at gøre deres holdning tydelig.

Hvis fremmødet efter flere års proces er faldet, kunne en anden forklaring måske være, at nogle har mistet troen på, at deres deltagelse kan ændre det grundlæggende. Det burde give anledning til eftertanke – ikke bruges som argument imod kritikken.

Og så er der støjen. Kristian Skipper-Pedersen skriver, at naboerne kan være trygge, fordi anlægget skal overholde gældende støjgrænser. Selvfølgelig skal det det. Det er ikke en indrømmelse fra Unison. Det er et lovkrav.

Det politiske spørgsmål er ikke alene, om projektet juridisk kan holde sig inden for grænseværdierne. Det er også, om dette overhovedet er det rigtige sted at placere et så omfattende energianlæg.

Unison er projektudvikler. Deres opgave er naturligt nok at få projektet til at lykkes. Min opgave som lokalpolitiker er ikke at få Unisons projekt til at lykkes. Min opgave er at vurdere, om projektet er rigtigt for Favrskov og for de mennesker, der skal leve med konsekvenserne. Og nej: Det gør ikke disse borgere til modstandere af den grønne omstilling.

Man kan sagtens ønske mere vedvarende energi og samtidig mene, at omkring 250 hektar solceller mellem Hadsten, Hadbjerg og Nørre Galten er den forkerte løsning på det forkerte sted. Derfor er der også en afgørende forskel på at få indflydelse inde i projektet og at få indflydelse på projektet. På størrelsen, på placeringen, på omfanget. Og i sidste ende på, om det skal realiseres.

Borgerinddragelse må ikke ende som en proces, hvor borgerne alene får lov til at diskutere, hvordan konsekvenserne af en allerede fastlagt retning skal afbødes.

Reel borgerinddragelse indebærer også risikoen for, at svaret bliver nej. Og i sidste ende er det ikke Unison, der skal beslutte, hvor meget borgernes nej skal veje. Det ansvar ligger hos os politikere.