»Gud fikser ikke det hele, men Gud kan holde til at være med i det hele«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Mit hjerte har fire kamre. Nederst til venstre bor mine døde. Dem, jeg savner. Hvis du indimellem mærker, at jeg bliver fraværende. Fjern i blikket. Er det nok, fordi jeg lige er taget på besøg i nederste venstre hjertekammer. Måske er der noget, jeg lige skal have fortalt. Måske er et minde dukket op. Måske stod nogen pludselig lysende klart for mit ansigt.

Nederst til højre bor alle mine levende. Min mand. Mine børn. Min mor. Alle dem, jeg lykkeligvis har at elske. Og hvis du indimellem lægger mærke til, at mit nærvær forsvinder, er det nok, fordi jeg tænker på, om de nu har det godt. Klarer de det, de står i? Måske overvejer jeg, om jeg kunne have gjort noget anderledes. Eller også er jeg i fuld gang med at sparke mig selv over skinnebenet, fordi jeg udmærket ved, at jeg fik sagt noget helt forkert.

Øverst til højre bor glæden. Øverst til venstre sorgen. De er sådan set aldrig længere væk fra hinanden, end at glæden altid kan høre sorgen græde, og sorgen altid kan høre glæden le.

Mit hjerte kan flyde over af glæde. Nærmest koge. Boble af fryd. Og det kan knuge sig så hårdt, at min brystkasse er ved at sprænges.

Sådan er det vist at være menneske. Det hele hører med.

Men kamrene er ikke lydisolerede. Heldigvis. Og desværre. De døde blander sig med de levende. Sorgen går ind til glæden uden at banke på. Et menneske, jeg har mistet, kan pludselig sætte sig ved bordet, bare fordi nogen siger en bestemt sætning, eller kartoflerne smager på en bestemt måde. Og midt i sorgen kan latteren komme brasende, aldeles upassende og derfor måske helt rigtig.

Sådan roder hjertet rundt med os. Det respekterer hverken åbningstider, bordplaner eller almindelig god opførsel. Det husker, elsker, frygter og håber på én gang. Og bliver bare ved med at slå. Det er som om livet insisterer.

Jævnt hen er jeg nødt til at bringe mit hjerte ind i kirken. Tage det ved hånden eller under armen. Udsætte det for en omgang sjælefitness, hjertegymnastik, udstrækning, massage. Ikke fordi det fikser alt – Gud fikser ikke det hele, men Gud kan holde til at være med i det hele. Jeg bliver ikke bedt om at parkere glæden på parkeringspladsen eller hænge sorgen i våbenhuset. Jeg skal ikke aflevere den dårlige samvittighed i skraldespanden eller sætte kærligheden på lydløs. Der er plads til det hele.

Dit hjerte har også fire kamre. Med døde og levende, glæde og sorg. Det hele hører med. Det er helt normalt. Og legalt. Måske trænger dit hjerte også til lidt sjælefitness?