Fortsæt til indhold

»Børnehus skal bygges – men børnene skal ikke betale«

Debat
Anne HjortshøjByrådsmedlem , medlem af Børne- og Skoleudvalget for Socialdemokratiet, Randers Kommune
Lise-Lotte Leervad LarsenByrådsmedlem, medlem af Børne- og Skoleudvalget for Socialdemokratiet, Randers Kommune

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Vi er enige om målet: Toftegården skal bygges.

Her skilles vores veje:

For SF, Velfærdslisten og Dansk Folkeparti mener, at den ekstra regning på knap 3 mio. kroner skal betales af de penge, der i dag ligger på børneområdet.

Det mener vi ikke.

For os er de penge ikke bare et tal på en konto. De er penge, som kan bruges på børnene i hverdagen.

På en ekstra pædagogisk hånd. Bedre indeklima. En tur ud af huset. Legetøj og aktiviteter. Eller helt lavpraktiske ting som rengøring, græsslåning og snerydning.

Det er måske ikke de store overskrifter. Men det er det, børn og voksne møder hver dag.

Derfor mener vi, at en uforudset ekstraregning til et kommunalt byggeri skal betales af kommunekassen. Ikke af de penge, der ellers kan bruges på børnene.

Det er en politisk prioritering. Og vores prioritering er klar:

Vi vil gerne bygge Toftegården. Men vi vil ikke lade børnene betale den ekstra regning.

Vi har en fælles kommunekasse, og den skal også kunne bruges, når der kommer udgifter, ingen kunne forudse.

Det har vi også gjort på andre områder. Vi har blandt andet været med til at finde ekstra penge til socialområdet, da der var brug for flere medarbejdere på handicapområdet.

Sådan mener vi også, det skal være på børneområdet.

Vi skal selvfølgelig passe på kommunens penge. Men det er ikke det samme som, at hvert område skal betale, hver gang en uforudset regning dukker op.

Toftegården skal bygges. Det står vi fast på.

Men vi vil samtidig passe på de penge, der skal være med til at skabe en god hverdag for alle børn i Randers Kommune.

Det er forskellen på vores vej og den vej, SF, Velfærdslisten og Dansk Folkeparti vælger.

For os skal en ny daginstitution ikke betales med færre muligheder for børnene andre steder i kommunen.