Alt vender sig i mig, når man finder sammen om korset for at holde andre ude

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

»Joh, kristendommen… altså, jeg kan jo godt lide værdierne. Du ved, det der med næstekærlighed og sådan.«

Som præst hører jeg ofte noget i den retning, hvad end det er til samtaler i arbejdstiden eller over middagen til en familiefest:

“Kristendom har vist nok noget med det der næstekærlighed at gøre. Du ved, du skal elske din næste som dig selv.” Og hey, for mig at se er det et fantastisk bud på en kristen bouillonterning. Skal der koges suppe på kristendommen, så lad os da endelig tage næstekærlighedsbuddet som noget af det mest konkrete, vi kan komme i gryden.

Kristne værdier som udtryk er kommet på mode. Politikere bruger det i flæng både på Christiansborg og i udlandet. Men hvilke værdier er det så, der nævnes? Det er kultur. Tradition. Sammenhængskraft og national identitet. Langt sjældnere er det fjendekærlighed, tilgivelse eller grænseløs barmhjertighed, der kommer på menuen – du ved, det der med næstekærlighed og sådan.

Det er ikke, fordi kultur og tradition er uvigtige – tværtimod! Men det skurrer i mine ører, når man vil bruge kristendommen – eller i hvert fald kristne værdier – som hegnspæle om det, der gør os til os. Og som værn mod dem, der i hvert fald ikke passer ned i den kasse. Alt vender sig i mig, når man finder sammen om korset for at holde andre ude.

Hvis vi skal tale kristne værdier, så forstår jeg ikke, hvad der bliver af familiemiddagenes og samtalernes bud: du ved, det der med næstekærlighed. Hvorfor taler vi ikke om næstekærlighed, når vi nu alligevel skal tale om kristne værdier?

Et bud kunne være, at det er svært at forene politiske agendaer med ham barfodsprædikanten fra Nazareth, som hellere ville rive enhver hegnspæl op frem for at lukke sammen om os selv.

Du kender lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Om den fremmede, der viser barmhjertighed mod ham, der lå i grøften. Lignelsen er faktisk et svar på spørgsmålet fra en fyr, der spørger Jesus: “Hvem er min næste?” Og ja, hvem er så min næste? Det kan vi lige så vel spørge om i dag. Hvem skal jeg handle barmhjertigt imod? Hvem skal jeg vise næstekærlighed?

I et interview kom en amerikansk politiker med en rangeret liste over, hvem man i hvert fald bør elske først: “Vi bør elske vores familie først, dernæst vores naboer, så vores lokalsamfund, derefter vores land, og først derefter rette blikket mod resten af verden.” Ved første øjekast lyder det da meget fornuftigt. For vi har vel et særligt ansvar for vores børn, vores ægtefælle og de mennesker, vi lever tæt på.

Men Jesus svarer aldrig med en liste. I lignelsen er det jo den mest uventede – den fremmede – der får lov at stå som svar. Der er ingen familie først, ingen landsby først – og det på en tid, hvor man ellers var dybt afhængig af sine nærmeste. Faktisk nægter Jesus overhovedet at gå ind i spørgsmålet og fortæller i stedet om et menneske, der møder et andet menneske i nød, får ondt i maven og handler. Det er barmhjertigheden, der er afgørende – ikke rangordenen.

Så jeg tror, at folk har fat i noget, når de siger, at “kristendom har vist nok noget med det der næstekærlighed at gøre”. For hver gang vi vil gøre kristendommen til et spørgsmål om, hvem der hører til hos os, sprænger Jesus de grænser, vi sætter op. Der er ikke nogen, som er først – ingen rangorden. Der er kun barmhjertigheden først. Det er måske ikke altid den mest bekvemme politik. Men det er et godt bud på en kristen værdi.