Der er dårlig økologisk tilstand i Skanderborg søerne
Skanderborg-borger opfordrer så mange borgere som muligt til at søge aktindsigt i rapport for at skabe fokus på forbedring af vandkvaliteten i søerne.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Smukfest er overstået og budgetforhandlinger 2027 står for døren, eller måske mangler der endda kun politisk godkendelse.
I forbindelse med budget 2027 skal det vise sig, om valgløfterne om ”oprensning” af Skanderborg Søerne er noget, politikerne tager alvorligt, så vi som borgere oplever, at processen sættes i gang omkring problemet – dårlig økologisk tilstand.
Der foreligger en teknisk rapport – fra Nationalt Center for Miljø og Energi (Århus Universitet) – med titlen: ”Muligheder for reduktion af den diffuse fosfortilførelse til Skanderborg Sø”, et input til kommunens og politikernes arbejde med forbedring af vandkvaliteten i søen (søerne).
Lad os hver især derved vise, at vi ønsker, der sker noget
Hvis man beder om aktindsigt kan rapporten fås ved henvendelse til Skanderborg Kommune.
Jeg kan kun opfordre til at hente rapporten, selv om den ikke er skrevet til os.
Lad os hver især derved vise, at vi ønsker, der sker noget. Uden en ”rimelig” budgetramme i årene fremover forbliver det tom snak.
Det er velkendt at Skanderborg Sø er i en dårlig økologisk tilstand.
Vi ved det, vi ser det, og det blev fortalt os under valgkampen af samtlige partier. Nu skal der handles.