Hvor går grænsen for værdighed, Syddjurs? Tilsyneladende ved dørmåtten

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Syddjurs Kommune har et flot politisk mål: Vores ældre medborgere skal bo længst muligt i eget hjem.

Det lyder godt på papiret.

Men med kommunens seneste spareplan, hvor rengøringen hos de visiterede ældre skæres ned til kun hver tredje uge, klinger budskabet hult.

For den barske sandhed er, at de ældre nu ender med at bo længst muligt i eget skidt.

Tre uger er ekstremt lang tid mellem rengøring i et hjem, hvor kræfterne er små.

Det er tre ugers ophobning af støv, kalk og skidt på badeværelset og i køkkenet, stuen og soveværelset.

Det handler ikke bare om synligt snavs, men om basal hygiejne, sundhed og et værdigt liv.

De fleste ældre har en dyb personlig stolthed.

Ja, de vil skamme sig over deres beskidte hjem og isolere sig, fordi de ikke vil have børn, børnebørn eller naboer på besøg i snavset.

Andre vil i ren desperation selv gribe støvsugeren eller støvkluden.

Men hør nu lige her! Det er de selvsamme svage borgere, som kommunen har vurderet ikke selv kan klare rengøringen.

Resultatet af denne spareøvelse vil ende med en øget risiko for faldulykker, overbelastning af den ældres krop og skader, som kan være livstruende.

Det mest absurde er, at denne besparelse risikerer at blive en massiv ekstraudgift på sigt.

Når hygiejnen falder, stiger risikoen for infektioner og sygdom.

Når de ældre isolerer sig, stiger ensomheden og mistrivslen. Det vil uundgåeligt føre til flere genindlæggelser, et øget behov for dyr sygepleje og i sidste ende en hurtigere visitation til en plejehjemsplads.

Det er dyrt, og det er umenneskeligt.

Hjemmehjælpen er kommunens øjne og ører i de ældres hjem.

Når vi fjerner det regelmæssige besøg, fjerner vi også den forebyggende indsats, der tager problemerne i opløbet. Ingen holder lige øje med, hvordan den ældre egentlig trives i sit hjem. De er overladt til sig selv. Disse ældre, som har været med til at opbygge det samfund, vi har i dag, må nu på deres ældre dage se sig svigtet af systemet.

Jeg vil gerne spørge byrådet i Syddjurs Kommune: Hvor går jeres grænse for værdighed?

Mener I i fuldt alvor, at vejen til en sund kommunal økonomi går gennem at lade de svageste borgere i stikken i ugevis?

Det kan vi simpelthen ikke være bekendt.

Spar på administration eller prestigeprojekter – men hold fingrene fra de ældres værdighed.