»Jeg er bekymret for mine bekymringer«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Jeg er bekymret for de online-fællesskaber, der dyrker og forherliger vold, og nu skyder op som skolevold og moské-attentater.

Jeg er bekymret for, at vores børns skærmforbrug gør dem mindre sociale og dårligere til at fordybe sig.

Jeg er bekymret for klimaet og de voldsomme konsekvenser, det kommer til at få for hele kloden.

Jeg er bekymret for, at vi ikke kan styre den kunstige intelligens, men at den ender med at styre os.

Jeg er bekymret for, at de sociale medier ødelægger vores demokratiske samtale og overlader den til de få højtråbende.

Jeg er bekymret for, at fællesskaberne forsvinder, og vi alle ender som superegoistiske forbrugsmaskiner.

Men jeg er mest af alt bekymret for alle mine bekymringer, der gør, at jeg begynder at se selv min nære verden gennem de utallige bekymringer, så jeg glemmer at kigge på den verden, der er lige omkring mig.

Mine børn er ikke bare skærmafhængige zombier. De er også både klogere og mere rummelige, end jeg var, da jeg var på deres alder.

Der er stadig mange unge mennesker, der bruger en stor del af deres fritid på frivilligt arbejde, som for eksempel at være noget for børnene i vores lokale FDF-kreds.

Der er ikke tal på de timer, forældre bruger på deres børns fritidsinteresser og støtter, hepper på og hjælper dem, sådan som jeg oplever på min yngste drengs fodboldhold og min datters baskethold.

Når jeg tænker på min ældste søns efterskole og alle de skønne og fantastiske unge mennesker, jeg mødte dér, så kan jeg ikke andet end blive håbefuld og begejstret.

Når jeg møder politikerne personligt, er de jo altid dybt engagerede mennesker, der brænder for at gøre samfundet bedre.

Når jeg som præst møder mennesker i samtale om livets store øjeblikke, så bliver jeg altid rørt over medmenneskeligheden og de kampe, vi alle står i.

Hver søndag samles vi fra alle fire verdenshjørner i alle de mange små lokale kirker og reflekterer over det at være menneske sammen. Vi bliver mindet om, at vi alle bare er mennesker, der har vores at kæmpe med og håbe på. Vi kan være uenige og langt fra hinanden, men vi er fælles om at være mennesker.

Der er meget at bekymre sig om. Og ja, der er nogen, der elsker at gyde al deres galde ud på de sociale medier. Der er nok også nogen af os, der bruger lidt for meget tid på de medier, hvor vi kun bliver bekræftet i forskellene og vores egne fortræffeligheder.

Men jeg tror, det er meget bedre for os, hvis vi bruger vores krudt på at styrke de fællesskaber, vi alle er en del af.

Smil til den fremmede på gaden. Vær åben over for dem, der er anderledes end dig. Vær opmærksom, hvis nogen er kede af det eller føler sig alene. Engagér dig i en forening, i politik, i en klub eller i en kirke.

Der er så meget at bekymre sig om. Det meste af det kan vi intet gøre ved. Så gør noget ved det, du kan gøre noget ved. Og håb på det bedste.