Djursland har brug for speciallæger. Ikke flere omveje til Aarhus

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Sundhedsreformen har en klar ambition: Vi skal have en bedre og mere retfærdig fordeling af læger. For i dag er det desværre sådan, at der er færrest læger dér, hvor borgerne ofte har det største behov. Det gælder både almen praksis, sygehuslæger og praktiserende speciallæger.

Derfor er det positivt, at formanden for Lægeforeningen Midtjylland, i Århus Stiftstidende den 19. August 2026 peger på behovet for flere introduktionsstillinger. For uden en stærk fødekæde af uddannelseslæger får vi ikke de speciallæger, som vores sundhedsvæsen har brug for.

Men vi skal også stille det næste spørgsmål: Hvordan sikrer vi, at speciallægerne kommer tættere på de patienter, der har brug for dem – også uden for de største byer?

Det spørgsmål er særligt vigtigt på Djursland. Her har vi mange ældre borgere og mange mennesker, der lever med kroniske sygdomme. Derfor har vi også et stort behov for specialiseret behandling og for et sundhedsvæsen, hvor der er en god sammenhæng mellem egen læge, speciallæge og hospital.

Her mener jeg, at de privatpraktiserende speciallæger kan spille en langt større rolle.

De kan være et vigtigt bindeled mellem almen praksis og hospitalerne. De kan bidrage til, at mere specialiseret behandling kan foregå tættere på patienterne, samtidig med at der er en stærk faglig forbindelse til hospitalet.

Derfor skal vi også turde tænke nyt om, hvordan vi rekrutterer og organiserer speciallæger i yderområder.

Kunne vi eksempelvis udvikle modeller, hvor en speciallæge har en delt ansættelse mellem hospital og speciallægepraksis? To dage på hospitalet og tre dage i klinikken – eller en anden model, der passer til de lokale behov.

Det kan være med til at gøre det mere attraktivt for speciallæger at arbejde og etablere sig i et yderområde, fordi de kan fastholde deres faglige tilknytning til hospitalet. Samtidig kan det styrke det tværfaglige samarbejde og sikre, at viden og erfaring bevæger sig begge veje mellem hospital og praksis.

Det er netop den slags lokale løsninger, jeg mener, vi skal bruge de nye sundhedsråd til at udvikle.

Sundhedsreformen giver sundhedsrådene en vigtig opgave i udviklingen af det nære sundhedsvæsen. Det handler ikke bare om at flytte opgaver fra hospitalet. Det handler om at skabe et sundhedsvæsen, hvor tilbuddene hænger bedre sammen, og hvor vi tager udgangspunkt i, hvor behovet er størst.

Det kræver ikke nødvendigvis, at vi opfinder helt nye løsninger. Men det kræver, at vi er villige til at organisere os anderledes.

Flere introduktionsstillinger er en vigtig del af løsningen.

Men uddannelse løser ikke alene den geografiske ulighed. Vi skal også skabe attraktive faglige miljøer og nye måder at arbejde på, så speciallægerne kan se en fremtid uden for de største byer. Det er en af de muligheder, sundhedsreformen giver os.

Vi skal uddanne flere speciallæger. Men vi skal også sikre, at de er dér, hvor patienterne er.

For lighed i sundhed betyder ikke, at alle skal have præcis det samme tilbud. Det betyder, at vi skal indrette sundhedsvæsenet efter borgernes behov.

Og når behovet for specialiseret behandling er stort på Djursland, skal vores ambition også være, at speciallægerne kommer tættere på.