Frisættelse? Hold kæft og ret ind

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

I regeringsgrundlaget, som den tidligere SVM-regering præsenterede i 2023, gentages det flere steder, at man »vil gennemføre den mest omfattende frisættelse af den offentlige sektor i velfærdssamfundets historie.«

Statsminister Mette Frederiksen (S) lovede senere i sin åbningstale til Folketinget i 2023 et opgør med ni ud af ti af de cirka 4.000 læringsmål, som folkeskolen i dag kæmper med. Siden fulgte et udspil om afbureaukratisering af folkeskolen.

»Det er ikke så nemt at afbureaukratisere, som folk går og tror. Man trykker ikke bare på delete-knappen. Problemet er i virkeligheden ikke de enkelte regler, men menneskesynet bag dem,« sagde antropolog og samfundsdebattør Dennis Nørmark til Altinget i forbindelse med bogen Ufrihedens pris – hvordan vi lærte at tro, at vi ingenting kan. (oktober 2023).

I virkeligheden spørger Nørmark, om vi forventes at være velopdragne skoledrenge hele livet. Om den store del af befolkningen uden lederansvar overhovedet har lov – og mod – til at gå selv.

Hvordan er det så gået med frisættelsen og afbureaukratiseringen siden de optimistiske 2023-dage? Med troen på, at medarbejdere i den offentlige sektor faktisk godt kan selv?

Staten og det offentliges trang til at styre menneskers hverdag er i hvert fald ikke blevet mindre. Tværtimod.

Et lille, men sigende eksempel fra Syddjurs Kommune illustrerer det:

Under sidste års budgetforhandlinger besluttede man, at skolernes sidste skoledag skulle foregå samlet i Rønde Bypark. Formålet var at forhindre, at de unge fik nogle timer, hvor andre drikkevarer end sodavand og postevand kunne komme på bordet.

Flere skolefolk protesterede over dette indgreb i skolernes handlefrihed. Det udløste ingen forståelse. De blev tværtimod bedt om at tie stille af deres chef.

Ingen politikere – hverken fra højre eller venstre – kunne, da Din Avis spurgte, se det som et bekymrende eksempel på en glidebane, der i hvert fald ikke har noget med frisættelse eller afbureaukratisering at gøre. Man skulle ellers tro, at især den borgerlige fløj, som taler varmt for mindst mulig politisk indblanding, ville reagere. Men nej.

Et andet eksempel kom på sidste uges budgetmøde i Kolind+. Her fortalte en SOSU-medarbejder, hvordan hun og hendes kolleger i hjemmeplejen ikke må bruge lidt tid i arbejdstiden mellem kl. 7 og 13 på at spise et måltid mad – noget, de fleste nok vil betragte som en grundlæggende menneskelig nødvendighed. Det bliver ganske enkelt ikke tilladt, hvis byrådet nikker ja til et budgetforslag fra forvaltningen.

Frisættelse og afbureaukratisering?

Digteren Søren Ulrik Thomsen har beskrevet, hvordan vi mennesker altid lever på to etager samtidig. I Information den 23. juni 2006 formulerede han det sådan:

»På den ene etage befinder sig de specifikke, samfundsmæssige vilkår, som vi kan og skal forbedre ved hjælp af politik og fornuft; og på den anden etage findes de vilkår, mennesket altid har levet på og ikke kan ændre, men som vi ikke desto mindre er nødt til at forholde os til (…) Men det er vigtigt, at de to niveauer ikke sammenblandes.«

Hvis politikerne vil forbedre den etage, hvor hverdagen faktisk kan gøres bedre – arbejdsvilkår, rammer, ressourcer – så er det deres opgave.

Men de skal holde sig fra de sider af menneskelivet, som ikke lader sig regulere: hvordan unge fejrer sidste skoledag, eller om en social- og sundhedsmedarbejder må spise et stykke mad i løbet af formiddagen.

Norddjurs og Syddjurs Kommuner er ikke andet end summen af de mennesker, der bor og arbejder i dem. Problemet opstår, når politikere begynder at opfatte sig selv som samfundsarkitekter, der skal detailstyre borgeres og medarbejderes hverdag.

Frisættelse kræver tillid. Ikke flere regler forklædt som frihed.