Fortsæt til indhold

Kortere ventetid og mere sundhed tæt på

Vil styrke lokale sundhedstilbud og ambulancedækning i hele Region Midtjylland

Debat
Jakob Søgaard ClausenDanmarksdemokraterne, medlem af Regionsrådet i Region Midtjylland og formand for Sundhedsråd Kronjylland

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Regionsrådet i Region Midtjylland står foran vigtige budgetforhandlinger. For Danmarksdemokraterne er retningen klar: Vi skal bruge økonomien på at skabe kortere ventetider, mere nærhed og større tryghed for borgerne i hele regionen.

Selvom regionens økonomi grundlæggende er robust, er der mange områder, hvor presset fortsat er stort. Alt for mange borgere venter for længe på udredning og behandling, og samtidig er der behov for at styrke de sundhedstilbud, der ligger tættere på borgernes hverdag.

Derfor vil vi blandt andet have et stærkere fokus på ventetiderne i børne- og ungepsykiatrien, på høreområdet, demensområdet, diabetesområdet og smerteområdet. Det er områder, hvor lange ventetider kan have store konsekvenser for både den enkelte patient og de pårørende.

Vi vil også styrke nærheden i sundhedsvæsenet. De nye sundhedsråd skal have reel mulighed for at prioritere lokale løsninger, og vi ønsker blandt andet investeringer i Grenaa Sundhedshus, så flere undersøgelser og behandlinger kan foregå lokalt frem for på de større hospitaler.

På det præhospitale område ønsker vi en mere lige ambulancedækning. I dag kan et regionalt gennemsnit skjule store forskelle mellem kommunerne. Vi mener, at borgerne skal kunne forvente en ordentlig responstid, uanset hvor i Region Midtjylland de bor.

Vi foreslår også etablering af en Sociolance, som kan hjælpe borgere med komplekse sociale, psykiske og sundhedsmæssige udfordringer, hvor en almindelig ambulance ikke nødvendigvis er den rigtige løsning.

Samtidig vil vi se på, hvordan vi kan få mere ud af den kapacitet, vi allerede har. Derfor ønsker vi en model, der kan nedbringe antallet af udeblivelser fra aftaler på hospitalerne, eksempelvis gennem bedre påmindelser og mere målrettet kontakt til patienterne.

Vi ønsker også større fokus på palliation og muligheden for at tilbringe den sidste tid i eget hjem. For mange mennesker er det et stort ønske, og sundhedsvæsenet skal i højere grad kunne understøtte det på en tryg og fagligt forsvarlig måde.

Også uden for sundhedsområdet har vi prioriteter. Vi ønsker blandt andet mere fokus på lavere priser i den kollektive transport for unge under uddannelse og borgere i landdistrikterne.

Og så skal der være styr på økonomien. Det gælder blandt andet den gratis parkering ved hospitalerne, hvor udgifterne ser ud til at kunne blive markant højere end de 65 millioner kroner, der oprindeligt blev afsat. Vi vil gerne sikre gratis parkering for patienter og pårørende, men det skal ske inden for en ansvarlig økonomisk ramme.

Det er de prioriteringer, vi tager med ind i forhandlingerne. Kortere ventetider, mere sundhed tæt på og en region, hvor borgerne oplever større tryghed og mere lige adgang til behandling.

Se video: