Sag om direktør-trussel: »Det er at bruge sin enorme magt til at træde på nogle, der allerede ligger ned«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Det her er ikke bare rystende. Det er chokerende.

For den her sag viser på en næsten skræmmende måde den magtasymmetri, der kan opstå mellem en familie og det system, familien er fuldstændig afhængig af.

Louise og Christian Barfod har i årevis kæmpet med Aarhus Kommune for deres 19-årige datter, der blandt andet har autisme og spiseforstyrrelse. Hun er blevet flyttet seks gange på fem år, og familien lever stadig med frygten for, om hun igen skal flyttes fra det sted, hvor hun endelig trives.

De har kæmpet så længe, at det har sat sig fysisk og psykisk. Begge forældre har udviklet belastningsreaktioner, og Louise har fået konstateret PTSD. De er frustrerede. De føler sig magtesløse. Og først og fremmest er de bange for, hvad der sker med deres datter, hvis de ikke bliver ved med at kæmpe. De har kæmpet så længe for deres datter, at de til sidst går til medierne og fortæller om deres oplevelser med Aarhus Kommune.

I en artikel bliver forskellen mellem et positivt møde med rådmanden og et langt mere afvisende møde med socialdirektøren beskrevet med billedet Dr. Jekyll og Mr. Hyde.

Klokken 21.53 tikker der en mail ind fra socialdirektøren Erik Kaastrup-Hansens officielle mail. Den øverste administrative chef for præcis den forvaltning, der har magt over den hjælp, deres datter er afhængig af.

Træk beskrivelsen tilbage og beklag, ellers bliver I stævnet. Det er helt vanvittigt – socialdirektøren fra Aarhus føler sig krænket!

Og så reagerer han ved at sørge for, at et forældrepar, der allerede er nedslidt efter års kamp med kommunen, sidder sent om aftenen med en mail fra den øverste chef for den forvaltning, der behandler deres datters sag, og får at vide, at hvis de ikke trækker deres kritik tilbage, risikerer de at blive slæbt i retten.

Det er jo at bruge sin enorme magt til at træde på nogle, der allerede ligger ned. Hvor meget tør de sige næste gang? Hvor meget tør de kritisere? Og hvor meget tør de kæmpe videre, når den myndighed, de kæmper imod, samtidig er den myndighed, deres datter er dybt afhængig af?

Og det stopper ikke der. For socialdirektøren går efterfølgende i medierne og siger:

»Jeg er vred. Vred over, at de krænker mig ved at bruge så voldsomt et billede.«

Det gør situationen endnu mere alvorlig. For nu ved Louise og Christian ikke bare, at socialdirektøren føler sig krænket. De ved, at han er vred på dem. Og det ved medarbejderne i hans forvaltning selvfølgelig også.

For selvfølgelig betyder det noget, når den øverste chef offentligt erklærer sig vred på de borgere, hans egen organisation skal sagsbehandle. Der behøver ikke komme en ordre ovenfra. Der behøver ikke stå nogen i et mødelokale og sige, at familien skal behandles anderledes.

Det er slet ikke pointen. Pointen er, at tvivlen nu er skabt.

Sagsbehandlerne ved, at deres øverste chef er vred på forældrene. Forældrene ved, at sagsbehandlerne ved det. Og hvordan skal Louise og Christian så nogensinde kunne vide sig sikre på, at den næste vurdering, det næste afslag eller den næste diskussion om deres datters botilbud kun handler om deres datters behov? Hvordan skal de kunne være sikre på, at de ikke nu bliver opfattet som de besværlige forældre, der gik til pressen og ragede uklar med direktøren? Det kan de jo ikke. Det er præcis derfor, det her er så alvorligt.

For det handler ikke længere bare om en socialdirektør, der blev fornærmet over en metafor. Det handler om magt.

Den ene part kan skrive kritiske læserbreve, klage og gå til pressen. Den anden part er øverste chef for den forvaltning, der har enorm indflydelse på deres datters hjælp og dermed hendes liv. Det er ikke to lige parter i en konflikt. Og det burde en socialdirektør om nogen forstå.

Selvfølgelig skal offentligt ansatte ikke finde sig i trusler eller reelle ærekrænkelser. Men en socialdirektør skal kunne tåle hård kritik af både sig selv og den forvaltning, han leder. Han må også gerne blive vred. Men som øverste chef har han et særligt ansvar for, hvad han gør med den vrede.

Og man sender simpelthen ikke klokken 21.53 fra sin kommunale mail en personlig besked med varsling om en stævning til et forældrepar, der samtidig er dybt afhængigt af ens egen forvaltning, uden at forstå, hvilken frygt sådan en besked kan skabe. Man kan heller ikke bagefter gå offentligt ud og fortælle, at man er vred på forældrene, og så tro, at problemet forsvinder, fordi man henviser til armslængde og siger, at andre medarbejdere træffer de konkrete afgørelser. Sådan fungerer magt ikke. Og sådan fungerer tillid heller ikke.

Hvordan kan Louise og Christian Barfod nogensinde stole på forvaltningen igen? Der vil altid være tvivl om, hvorvidt beslutningerne er blevet personlige, om nogen er blevet krænkede af deres kritik. Den tvivl må Aarhus Kommune fjerne. For jeg kan simpelthen ikke se, hvordan Aarhus Kommune kan lade den her sag fortsætte uændret, efter den er blevet så personlig helt oppe på direktørniveau.

Nogen må træde ind og sikre en reel afstand mellem konflikten og behandlingen af deres datters sag. For retssikkerhed handler ikke kun om at kunne klage, når kommunen har truffet en afgørelse.

Retssikkerhed handler også om at kunne kritisere kommunen. At kunne stille de irriterende spørgsmål. At kunne gå til pressen. At kunne sige, at man mener systemet svigter. Uden bagefter at sidde klokken 22 om aftenen og kigge på en mail fra socialdirektøren og tænke:

»Hvad betyder det her nu for vores datter?«