Frivillighed skabes ikke på et kontor, men kontoret kan åbne døren

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Hvorfor ikke gøre det lettere at være med?

I kommentaren “Endnu et center, endnu et lag bureaukrati, men hvem hjælper i hallen i morgen?” rejses en interessant kritik af kommunernes stigende interesse for frivillighed.

Jeg er helt enig i, at frivillighed ikke kan skabes på et kommunalt kontor. Den opstår mellem mennesker, der engagerer sig i noget, de oplever som vigtigt, og den lever af netop det lokale engagement, ansvar og fællesskab, som debatindlægget beskriver.

Hvis kommunen forsøger at organisere, styre og definere frivilligheden, risikerer vi derfor også at opnå det stik modsatte af det, vi ønsker.

Men her er det vigtigt at skelne mellem understøttelse og styring.

Det er også en relevant skelnen i den konkrete diskussion i Syddjurs. Det frivilligcenter, der overvejes her, er ikke tænkt som et “kommunalt center”, men som en uafhængig organisation – typisk en forening eller selvejende institution – som skal støtte det lokale frivillige arbejde. Kommunen har inviteret lokale aktører til at byde ind på etableringen, og modellen forudsætter kommunal medfinansiering, men ikke kommunal drift.

Om et frivilligcenter er en god idé, må afhænge af, hvad det faktisk tilfører.

Jeg bor selv i Syddjurs, arbejder på socialområdet i en anden kommune og er samtidig selv frivillig. Jeg møder derfor diskussionen fra flere sider. Min erfaring er, at et meningsfuldt hverdagsliv består af meget mere end de tilbud og indsatser, en kommune kan levere.

At være en del af en idrætsforening, et kreativt fællesskab eller en frivillig aktivitet kan give relationer, identitet, oplevelsen af at bidrage og noget at stå op til. Man er ikke først og fremmest modtager af en ydelse eller borger i en sag. Man er holdkammerat, træner, frivillig eller bare en del af fællesskabet.

Det er en væsentlig grund til, at samarbejdet mellem kommune og civilsamfund er så interessant.

Ikke fordi kommunen skal overtage frivilligheden, men fordi den nogle gange kan være med til at fjerne de barrierer, der står i vejen for den.

Den lille lokale bokseklub, der drives af nogle få ildsjæle, mangler måske ikke engagement eller gode idéer. Men hjælp til at finde en relevant pulje eller søge penge til lokaleleje det første år kan være netop dét, der gør, at initiativet kommer fra jorden.

En håndboldklub vil måske gerne have flere mennesker med handicap med, men ved ikke helt, hvordan den skal begynde. Her kan forbindelsen til andre med den nødvendige viden gøre en stor forskel.

Og nogle af de mennesker, der kan have allermest glæde af at blive en del af de fællesskaber, er samtidig dem, der kan have sværest ved selv at finde vej ind i dem.

Her kan den rigtige brobygning gøre en reel forskel.

Derfor er jeg heller ikke sikker på, at valget står mellem et frivilligcenter på den ene side og at give pengene direkte til foreningerne på den anden.

For hvilke foreninger har lettest ved at finde puljerne, skrive ansøgningerne, skabe netværkene og finde vej gennem systemet? Ofte vil det være dem, der allerede er relativt godt organiserede.

Den mindre forening eller den lokale ildsjæl kan netop have brug for nogen, der gør det lettere at komme videre.

Hvis resultatet bliver flere møder og administrative systemer, mens frivillige oplever endnu et sted, de skal navigere i, så er kritikken selvfølgelig helt fair. Men det er heller ikke det, der aktuelt lægges op til i Syddjurs.

Hvis resultatet af det nye frivilligcenter i stedet er, at en ildsjæl bruger mindre tid på administration, at en lille forening får adgang til viden og muligheder, den ellers ikke havde fundet, eller at et menneske på kanten af fællesskabet faktisk finder vej ind i det, så ser jeg anderledes på det.

Frivilligheden skal fortsat komme fra mennesker selv. Men hvorfor ikke gøre det lettere at være med?