Man redder ikke socialområdet ved at svække beskæftigelsesindsatsen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Med offentliggørelsen af Aarhus Kommunes forslag og belysninger til Budget 2027 er alvoren i økonomien i Sociale Forhold og Beskæftigelse, MSB, endnu en gang blevet tydelig.

JP Aarhus beskrev den 25. august, hvordan socialområdet foreslås tilført cirka 107 millioner kroner årligt gennem en ny socialprocent. Borgmesteren understregede samtidig, at udfordringerne ikke er løst, og at prognoserne er ildevarslende.

De 107 millioner kroner er et væsentligt og nødvendigt løft. Men pengene skaber ikke balance i MSB’s økonomi. De findes gennem omprioriteringer i kommunen, samtidig med at beskæftigelsesområdet skal reducere ressourcerne med 25 procent som følge af beskæftigelsesreformen.

Hertil kommer udsigten til, at beskæftigelsesområdet også skal bidrage til finansieringen af socialområdet.

Man kan ikke redde socialområdet ved samtidig at svække beskæftigelsesområdet. Alligevel risikerer det at blive konsekvensen af det budget, der nu skal forhandles.

Det bør få alle byrådets politikere til at standse op.

I MSB har vi gennem de seneste tre år arbejdet under et intenst økonomisk pres med ansættelsesstop, forbrugsstop, omstillinger og besparelser. Det, der måske kunne forsvares som en midlertidig økonomisk nødbremse, er ved at blive den normale måde at drive en af kommunens vigtigste velfærdsopgaver på.

Et ansættelsesstop kan lyde som et internt administrativt værktøj. Men konsekvenserne kan mærkes direkte af borgerne.

Når en socialrådgiver eller en anden fagprofessionel stopper og ikke bliver erstattet, forsvinder borgernes behov for hjælp ikke. Opgaverne bliver blot fordelt mellem færre medarbejdere. Det kan betyde længere ventetid, flere rådgiverskift, mindre tid til den enkelte, mindre kontinuitet og færre muligheder for at følge tæt op, når en borgers situation ændrer sig.

Et forbrugsstop betyder heller ikke bare, at kommunen undlader mindre nødvendige indkøb. Det kan også betyde, at initiativer sættes på pause, at nødvendig udvikling udskydes, og at mulighederne for at iværksætte fleksible og forebyggende løsninger bliver mindre.

For borgeren kan forskellen mellem hjælp nu og hjælp om nogle måneder være afgørende. Ledighed kan udvikle sig til gæld og alvorlig mistrivsel. En usikker boligsituation kan ende i hjemløshed. En familie, der ikke får den rette støtte i tide, kan senere få brug for en langt mere omfattende indsats.

Det er derfor ikke nødvendigvis en besparelse at udskyde hjælpen. Det kan tværtimod blive både menneskeligt og økonomisk dyrere.

Social- og beskæftigelsesområdet er ikke to adskilte verdener. MSB er en enhedsforvaltning, og det giver god mening, fordi områderne også hænger tæt sammen i borgernes liv.

Ledighed kan være forbundet med sygdom, handicap, psykisk mistrivsel, misbrug, gæld, boligproblemer eller vanskeligheder i familien. Mange mennesker har ikke ét afgrænset problem, som passer ind i én kommunal kasse.

Beskæftigelsesområdet handler derfor ikke kun om at få mennesker hurtigt i arbejde. Her løses også vigtige sociale, koordinerende og forebyggende opgaver.

Socialrådgivere og andre fagprofessionelle skaber sammenhæng mellem forskellige tilbud og indsatser, opdager problemer tidligt og hjælper mennesker med at bevare kontakten til arbejdsmarkedet og fællesskabet.

Hvis denne indsats reduceres markant, forsvinder borgernes problemer ikke. Risikoen er, at de vokser og senere vender tilbage som mere alvorlige menneskelige problemer og større udgifter på socialområdet.

Det svarer til at finansiere brandslukningen ved at spare på brandforebyggelsen.

Medarbejdere og ledere i MSB har gennem flere år effektiviseret, omstillet og prioriteret under et meget stort pres. Men der kommer et tidspunkt, hvor der ikke længere kan findes besparelser uden mærkbare konsekvenser for borgerne, retssikkerheden og kvaliteten i hjælpen.

Det tidspunkt er vi nået til.

Aarhus skubber på socialområdet fortsat en voksende økonomisk snebold foran sig. Når der år efter år lappes på økonomien, samtidig med at der stilles nye sparekrav, bliver snebolden ikke mindre. Den vokser og skubbes videre til næste budgetår.

Det skaber utryghed for de borgere, der er afhængige af kommunens hjælp, og det slider på hele organisationen. Det gør det også vanskeligere at fastholde dygtige medarbejdere og sikre den stabilitet og kontinuitet, som er afgørende for mennesker i udsatte og komplekse livssituationer.

Når medarbejdere gentagne gange skal håndtere besparelser og samtidig forsøge at fastholde kvaliteten i arbejdet, opstår der et stadig større spænd mellem den fagligt nødvendige indsats og det, der reelt er mulighed for inden for de økonomiske rammer.

Ansættelsesstop og forbrugsstop kan være nødvendige som kortvarige økonomiske nødgreb. Men de kan ikke være en permanent måde at drive velfærd på. Hverken borgere, medarbejdere eller ledere kan holde til, at undtagelsestilstanden bliver den nye normal.

Budgetforhandlingerne bør derfor ikke kun handle om at lukke en del af næste års økonomiske hul. Politikerne må forholde sig til, hvilken social- og beskæftigelsesindsats Aarhus skal have i fremtiden.

Vil vi have en kommune, som kan sætte ind, før problemerne vokser sig store?

Vil vi have fagprofessionelle, der har tid og mulighed for at finde sammenhængende og holdbare løsninger sammen med borgerne?

Og vil vi anerkende, at kvalitet, kontinuitet, retssikkerhed og tidlig hjælp kræver en økonomi, der følger de faktiske behov?

Socialrådgivernes opfordring til Aarhus Byråd er klar: Giv hele MSB en realistisk og langsigtet økonomisk ramme. Find en bæredygtig finansiering af socialområdet, men undlad at svække et beskæftigelsesområde, der allerede står foran en reduktion på 25 procent.

Aarhus skal naturligvis have styr på økonomien. Men kommunen får ikke økonomisk balance ved at udskyde problemerne, skubbe en voksende snebold foran sig eller flytte regningen fra én del af MSB til en anden.

Det er ikke en holdbar løsning for kommunen. Og det er slet ikke en holdbar løsning for de borgere, der har brug for, at hjælpen er der i tide.