For enden af Kulbroen ligger en usleben diamant – og det er Aarhus’ Sydhavn

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Efter en veloverstået Sydhavnsfestival med over 5.000 besøgende hver dag står én ting tydeligt: Sydhavnen i Aarhus er noget ganske særligt. Et unikt kvarter, som vi skal passe på og udvikle med omtanke.

Bag den ikoniske og bevaringsværdige røde mur, der begynder ved Strandvejen og drejer skarpt til venstre ned mod Jægergaardsgade, kunne nysgerrige aarhusianere gå på opdagelse i det gamle slagteriområde. Ind i de gamle flæskehaller og ud til koncerter på det tidligere kvægtorv (som lige nu er en midlertidig parkeringsplads med nærmest kafkaske parkeringsregler).

Programmet bød på et væld af koncerter med artister fra Sydhavnen. Der var digtoplæsning, danseperformance, cykelløb og kunstudstillinger – og, efterhånden som et særkende for Sydhavnen, kørende sofaer og andre elektroniske installationer.

Tænk sig, at man kan have et kvarter, hvor der udspringer så meget kunst og kultur i virkelig høj kvalitet. Man kan faktisk slet ikke holde det nede. Det syder og bobler på Sydhavnen. Her er musikere og lydstudier, vækstlag for unge kreative, teater, billedkunstnere, arkitekter og designvirksomheder.

Tænk sig, at man kan have et kvarter, hvor der er plads til socialt udsatte og hjemløse lige ved siden af et gindestilleri og Danske Bank. Sydhavnspedellerne går med deres gule veste, arbejder, rydder op og holder kvarteret – deres tilhørssted – rent og fint. De fjerner nåle, hjælper til og passer på området.

Det særlige er ikke bare, at meget forskellige mennesker – gule veste og habitjakker – befinder sig tæt på hinanden. Det særlige er, at de alle er med til at forme det samme kvarter. Sydhavnspedellerne er ikke blot socialt udsatte, som der er blevet “plads til”. De bidrager konkret til området, passer på det og har ejerskab til det. Hvor mange steder midt i en storby findes den blanding endnu? Og hvad mister Aarhus, hvis den forsvinder?

Efter mange års ventetid er Kulbroen langt om længe åbnet. Nu kan aarhusianerne bevæge sig ud på den gamle kulbro og se Sydhavnen fra et nyt perspektiv. Broen forbinder ikke bare to dele af byen. Den bliver også en ny vej ind i kvarteret og en forbindelse mellem Sydhavnens industrielle historie og dens fremtid.

Samtidig er der sket en voldsom udvikling på den nordlige del af Sydhavnen. Høje bygninger er skudt op og har skabt en ny skyline i Aarhus. Her er kontorer, virksomheder, et hotel – med pool! – en jazzbar, koncertsted, kunstskole, uddannelsessteder, caféer og restauranter. De nye lokaler står skinnende rene i beton og skarp kontrast til de gamle bygninger på den sydlige side. Men måske er det netop i mødet mellem de to sider, at der kan opstå noget nyt og interessant.

Vi byder de nye naboer og gæster velkommen, og det tegner til, at vi kan få et rigtig godt naboskab. Tænk, hvad der kan ske, hvis bankmedarbejderne, hotelgæsterne, jazzpublikummet, kunstnerne, værestederne, værkstederne og de kreative virksomheder ikke blot bliver naboer på et kort, men mødes og bliver en del af det samme levende kvarter.

Lige nu har vi et enestående momentum. Kulbroen forbinder Sydhavnen med resten af Aarhus, nye naboer er flyttet ind, tusindvis af aarhusianere søger mod kvarteret, og der er politisk interesse for Sydhavnens fremtid.

Vi oplever interesse og vilje til dialog fra Aarhus Kommune og byens politikere. Det er vi glade for. Nu skal vi sammen gribe muligheden, mens der stadig er mulighed for at forme udviklingen. Dialogen skal omsættes til konkrete og langsigtede rammer. Og områdets eksisterende aktører skal inddrages, mens beslutningerne stadig kan påvirkes.

For Sydhavnens værdi ligger ikke kun i bygningerne eller hos de enkelte aktører. Den findes i relationerne mellem de mennesker, steder og miljøer, som er blevet opbygget gennem mange år. Man kan måske genhuse en kunstner eller en forening. Men man kan ikke uden videre genhuse et økosystem.

Hvis aktørerne spredes, huslejerne stiger, eller alle rammer bliver midlertidige eller for rigide, mister byen ikke blot nogle lejere. Den mister forbindelserne mellem værksteder, væresteder, kunstnere, musikere, virksomheder og publikum. Den form for kulturmiljø tager mange år at opbygge, men kan forsvinde meget hurtigt.

Noget af Sydhavnens energi er netop opstået i rå, fleksible og til dels midlertidige rammer. Her har været mulighed for at prøve noget af, bygge om, fejle, begynde forfra og skabe noget, ingen havde planlagt på forhånd. Der skal fortsat være plads til det midlertidige, spontane og eksperimenterende. Men de mennesker, der skaber det, kan ikke leve i ongoing uvished. Vi har brug for fair og transparente vilkår, reel inddragelse og tilstrækkelig langsigtethed til, at mennesker og organisationer kan investere tid, penge og kræfter i kvarteret.

Sydhavnen er ikke værdifuld, fordi den endnu ikke er blevet udviklet. Den er værdifuld, fordi mennesker gennem mange år allerede har udviklet den – kunstnerisk, kulturelt og socialt.

Kvarteret er ikke et tomt lærred, en uudnyttet byggegrund eller et råt potentiale, der først får værdi, når nogen investerer i det. Værdien findes allerede. Derfor bør spørgsmålet ikke kun være, hvordan man udvikler Sydhavnen, men hvordan området kan udvikles med respekt for det, der allerede lever her.

For enden af Kulbroen ligger en usleben diamant. Men det betyder ikke, at opgaven er at slibe alle kanterne af den. De ujævne kanter, de krogede gader, de gamle bygninger, den sociale mangfoldighed og muligheden for at eksperimentere er netop forudsætningen for kvarterets værdi. Hvis alt bliver pænt, dyrt, effektivt og kontrolleret, risikerer vi at ødelægge det, som vi bagefter gerne vil bryste os af.

Lad os i stedet bruge det momentum, vi har lige nu, til at skabe en Sydhavn, hvor der bliver plads til flere, uden at de mennesker og miljøer, der allerede har skabt kvarterets værdi, bliver presset ud.

Kulbroen er åbnet. Nu skal vi sammen beslutte, hvilket kvarter den skal føre os ind i.