Dobbeltprogram venter – med to sejre er vi tilbage dér, hvor det er sjovt

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Det snerper til, som man siger, og AGF savner i den grad point efter søndagens udtur til Randers.

Jeg har tidligere rost Randers på en række parametre, men rosen inkluderer ikke deres fremmødte stemningsfans bag det ene mål, der vel kunne tælles til 50 og næppe fyldte mere end et halvstort parcelhus i Kristrup.

Selv min kæreste, totalt uvidende om fankultur, konstaterede fra sin plads, at det var »da underligt når nu man kunne se, at der var så mange fra AGF i den anden ende.«

Men de vandt, Randers, så vi holder lav profil og kæft, og skriver i stedet om et lidt mere ”forførende” fænomen i denne uges klumme og som vi har berørt før: Dobbeltprogrammet. For det er, hvad AGF har denne uge; to kampe i træk på hjemmebane. Fænomenet kender jeg fra gamle dage og den gamle biograf i Risskov, hvor dobbeltprogram betød to film i streg. Samme dag.

Dobbeltprogram var i det hele taget udbredt dengang. Ikke kun i biografen i Risskov. Særligt fangede det mit blik, når jeg som dreng så plakater, der reklamerede med dobbeltprogram i håndbold – enten i Stadionhallen eller i Vejlby-Risskov Hallen. Plakaterne hang rundt omkring; på husmure, elbokse og lygtepæle (side om side med plakater med Gasolin, The Who, Hendrix, Helmig, Gnags, Stones, Nena og Thin Lizzy, som i samme år optrådte i de selvsamme haller). For få penge kunne man opleve Aarhus KFUM og Skovbakken spille deres hjemmekampe lige efter hinanden. To kampe i træk samme eftermiddag, med Heine Sørensen, Jan Have, Erik Bue og Thomas Pazyj. Og så var der altså Park Teatret.

Park Teatret behøvede ikke at reklamere med plakater. Alle kendte til det populære dobbeltprogram, som var fast tradition i Park om lørdagen. Og selv om jeg elskede håndbold-dobbeltprogrammet, var dobbeltprogrammet i Park alligevel for mig alle dobbeltprogrammers moder. Selvfølgelig fordi jeg elskede film, men også fordi det skabte en ro for os drenge, som vi ikke dengang vidste, vi havde brug for. Den eneste grund til, at vi ikke var der hver lørdag, var, at vi som 10-årige ikke havde en krone på lommen. Det rådede vores forældre dog indimellem bod på, udviste storsind og betalte billetten. Det gjorde de med garanti ikke for at imødekomme vores bøn om en biograftur, men fordi de slap for tummel derhjemme, når vi sad i Park en hel eftermiddag.

Og selv om man ikke skulle tro det, i og med at vi var drenge, der aldrig kunne sidde stille, blev biografen den foretrukne og allerbedste form for adspredelse i Vejlbys ellers så forudsigelige hverdag. Og selv om biografen lå dybt nede i Risskov, og vi dernede hverken var særligt velkomne eller værdsatte, afholdt det os aldrig fra at tage afsted. Og når vi nåede ned til Ndr. Strandvej, hvor biografen lå, parkerede vi vores små SCO-cykler i de grå stativer og gik ind i vores eget lille Cinema Paradiso.

Vi var sådan set pisseligeglade med, hvilke film der spillede, og hvem der var på rollelisten. Om det var Bud Spencer eller Karl Stegger, der medvirkede, eller Truffaut eller Erik Balling, der stod bag kameraet, var ligegyldigt. For os handlede det om at skridte gennem Park Teatrets brune foyer, videre ind i mørket til den magiske sal med de røde stole – og derinde mærke mørket og stilheden sænke sig.

Man kan sikkert psykologisere længe over, hvorfor det netop var filmen og biografens mørke, der forførte os. Faktum er blot, at jeg har svært ved at erindre noget, der gjorde os lykkeligere, end når vi fik penge til Park Teatret. Men med ét, i sommeren 82, var det slut. Park Teatret lukkede. Uden forvarsel og forklaring. Og det, der på så mange måder havde bundet os sammen og fået os til at drømme, var borte.

I stedet kom der i bygningen en intetsigende Brugsen, som vi fra Vejlby ikke kunne bruge til noget som helst. Vi havde jo for fanden Veri-centeret, Vejlbys eget overflødighedshorn inden for detail- og fødevarehandel.

Men lukningen medførte, at noget andet åbnede sig for os. Aarhus Stadion blev fra 1982 vores nye Park Teater. Det var dér, vi nu glædede os sindssygt til at komme hen og timingen var næsten for god til at være sand: Selvsamme år kom fodboldenglen Henning Jensen til AGF, vi spillede forrygende fodbold, slog blandt datidens storhold, og vi endte med at spille med om mesterskabet, men tabte det i sidste spillerunde mod B93.

Alligevel havde vi fundet vores nye ”biograf” – i Marselisborg-skovene syd for Aarhus og de følgende år blev det Heydays på stadion med UEFA-cup og store kampe, og med et mesterskab som den perfekte kulmination i 1986.

Og når vi skulle hjem fra stadion, tilbage til Vejlby og vores forældre, som var ligeglade med, om vi havde været til dobbeltprogram eller fodbold, og hvor der ikke blev spurgt til, hvor vi havde været, hvad vi havde set eller lavet, men blot konstaterede, at vi var hjemme til tiden, klokken var mange, og vi skulle se at komme i seng.

Selv om det kørte for AGF på Aarhus Stadion i de år, blev dobbeltprogrammet dog aldrig en del af oplevelsen. Ja, jeg tror faktisk aldrig, jeg har stødt på det, når det kommer til fodbold på stadion? Ole Hall – AGF-historiker – kan måske hjælpe her? En mulighed havde været at invitere Skovbakken eller AGF, men det havde sg nok været noget bøvl.

Uanset hvad var det datidens dobbeltprogram, jeg kom i tanke om i forbindelse med den kommende uges to hjemmekampe tæt på hinanden. Mod FCM den 2. september og Silkeborg den 5. september i den vejlbyske sensommer, hvor stierne er fedtede, fugtige, og efterårsmørket er tiltagende.

Om det bliver lige så forførende og magisk som dobbeltprogrammet i Park, er nok tvivlsomt. Årene har jo både galvaniseret os og begejstringen. Men mindre kan også gøre det, og når vi onsdag aften slår FCM, er det ikke sikkert, vi kommer lige hjem og i seng, som da vi var drenge. I stedet vil vores forældre – dem, der stadig lever – kunne finde os på Pustervig, med øl i den ene hånd og smøger i den anden, skålende på sæsonens første hjemmesejr over superligaens ukronede regneark (FCM).

Tre dage efter er det Silkeborg, der kigger forbi. En by, der er mere kendt for papirproduktion, sengetøj og hjuldampsejlads end deres fodbold. Det er lørdag aften, stadig festuge, og med garanti da capo og reprise fra onsdag. Og med to sejre er vi også tilbage der, hvor det er sjovt, og hvor vi simpelthen skal være, når vi nu er de danske mestre.

Med andre ord: Der er noget at se frem til i Vejlby de næste dage, hvor septembers aftenhimmel går fra blågrå til biografsort, og hvor de lange skygger sidst på dagen ligger som lange slugter op ad Tranekærvej. Og oppe fra en af Tranekærparkens gule lejligheder, fra et åbent vindue på tredje sal, kan man høre Folkeklubben og en ældre mand synge med på »Sol i dine øjne, sol i dine nederlag…der er sol over Danmark, vi synger dine sange og glemmer dine nederlag…«

Dobbeltprogrammet venter.

KSDH!