En socialprocent løser ikke problemet – den flytter regningen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Borgmester Anders Winnerskjold (S) vil tilføre socialområdet 107 millioner kroner årligt gennem en ny såkaldt socialprocent. Det er positivt, at borgmesteren anerkender presset på området. Alt for mange udsatte børn, voksne med handicap, psykisk sårbare og deres familier har gennem længere tid oplevet, at hjælpen kommer for sent eller ikke slår til.

Men en socialprocent skaber ikke i sig selv nye penge. Når én procent hentes fra kommunens øvrige magistratsområder, risikerer vi blot at flytte problemerne fra ét velfærdsområde til et andet.

Socialområdet hænger tæt sammen med resten af kommunen. Hvis der eksempelvis skæres på forebyggelse, skoler, beskæftigelsesindsatser eller ældrepleje for at finansiere socialprocenten, kan resultatet blive flere mennesker med behov for omfattende hjælp senere. Det vil både være menneskeligt og økonomisk dyrt.

Borgmesteren siger selv, at udfordringerne ikke er løst, og at prognoserne er ildevarslende. Netop derfor har Aarhus brug for mere end en ny budgetteknisk konstruktion. Vi har brug for en langsigtet socialpolitik, hvor økonomien følges tættere, og hvor der sættes tidligere ind.

Forebyggelse skal være en reel prioritet. Familier med børn i mistrivsel skal møde hjælp, før problemerne vokser sig store. Borgere med handicap og deres pårørende skal opleve sammenhæng og færre skiftende sagsbehandlere. Medarbejderne skal have tid til kerneopgaven frem for unødigt bureaukrati. Og civilsamfund, foreninger og sociale organisationer skal tænkes mere aktivt ind – uden at kommunen fralægger sig sit ansvar.

Samtidig skal byrådet være åbent om, hvor pengene til socialprocenten kommer fra. Aarhusianerne har krav på at vide, hvilke konkrete tilbud der skal holde for, når andre magistratsområder afgiver 107 millioner kroner. En omprioritering må ikke præsenteres som et gratis velfærdsløft.

KristenDemokraterne bakker op om, at de mest udsatte skal prioriteres. Et samfund skal måles på, hvordan det behandler mennesker, som ikke selv har de stærkeste stemmer. Men løsningen skal være økonomisk holdbar, gennemsigtig og baseret på værdighed, nærhed og tidlig hjælp.

Socialprocenten kan blive et første skridt. Den må bare ikke blive en sovepude – eller en årlig brandslukning, mens de grundlæggende problemer fortsætter.