Kunsten at gå videre

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Det er sjældent enkelt at komme overens med de begrænsninger, der opstår, når vi indimellem går i stå i livet.

Når vi står i noget, som er svært. Når sygdom og smerte rammer os. Fysisk eller psykisk. Når de venskaber, vi troede, skulle vare altid, glider ud. Når det andet menneske, vi havde lovet et ”ja” i medgang og modgang, vil skilles. Når vi bliver fyret. Eller hvis vi bare ikke kan se frem for os for bekymringer eller meningsløshed.

Vi kan glide så gedigent i livets bananskræl, at vi mest har lyst til at blive liggende og græde. Så er det svært, hvis ikke umuligt, at forlige sig med de vilkår, der – i hvert fald for nu – blev vores egne at bakse og bokse med.

Den herlige forfatter Jakob Martin Strid levendegør i den finurlige, filmatiserede bog, ”Da Mumbo Jumbo blev kæmpestor” den kære Mumbo Jumbo, som ved et uheld kommer til at spise mysteriesvampe og bliver kæmpestor. Og han må gå med sine venner, blandt andet Postgeparden, til Baba Jaga og få hjælp. Men midt på turen bliver Mumbo Jumbo kold, træt, sulten og savner sin mor, og han kan ikke mere, siger han.

Men Postgeparden siger, at han bliver nødt til at gå videre. Hvis han bliver siddende, bliver han bare mere kold.

Og så rejser Mumbo Jumbo sig fortumlet på benene, stadig med tårer trillende og siger »Okay… Jeg fortsætter. Jeg fortsætter, selvom jeg ikke kan mere«.

Sådan er det indimellem, sommetider ofte, at være menneske. At vi – midt i vores smerte og besvær – alligevel må rejse os og gå videre. Ikke fordi vi ikke længere fryser eller er bange. Men fordi vi ville blive endnu mere kolde og bange af at blive siddende for bestandigt. Vi må rejse os og gå videre. Ét fortumlet skridt ad gangen.

Sådanne fortællinger og ord til at trøste og opmuntre os og give os mod til at gå videre, det er også kirkens, gudstjenestens og salmernes ord. Talt og sunget på så mange måder.

»Gå i mørket med lyset,« lyder det i en salme. »At håbet er ude at vandre,« lyder det i en anden. »Gå da frit enhver til sit og stole på Guds nåde,« lyder det i en tredje.

For vi mennesker går og går, og indimellem går vi i stå midt i angstens og besværets mørke. Så er det godt at have ord at styrke sig på, at rejse sig og gå videre på. Og ikke mindst mennesker (eller en Postgepard), som kan minde én om det.

Gå da frit, hvad end du er stor Mumbo Jumbo eller lille menneske.